Op til 47 grader: Helt ekstrem hedebølge på vej mod Spanien og Portugal

Begge landes varmerekorder kommer i fare, når temperaturen senere på ugen stiger til op mod ulidelige 47 grader.

Står du og er ved at pakke kufferten forud for en sommerferie i Spanien eller Portugal senere på ugen, kan du godt forberede dig på så varmt sommervejr, at det for de flestes vedkommende vil blive decideret ubehageligt.

Hedebølge rammer Spanien og Portgual midt på ugen

En ny og omfattende hedebølge er nemlig på vej mod Den Iberiske Halvø, som den rammer senere i denne uge med temperaturer så ekstreme, at der kan blive tale om noget af det varmeste vejr i spansk og portugisisk historie.

Prognoserne viser nemlig, at de midt i denne uge i den sydlige del af Spanien og Portugal nogle steder kan få helt op omkring 47 grader.

Under den seneste hedebølge i Spanien i juni kom temperaturerne lokalt over 45 grader. Her er det i Madrid den 15. juni 2017.
Under den seneste hedebølge i Spanien i juni kom temperaturerne lokalt over 45 grader. Her er det i Madrid den 15. juni 2017. Foto: GERARD JULIEN / Scanpix Denmark

Den ny hedebølge kommer blot få uger efter, at en anden hedebølge i juni sendte temperaturerne op over 45 grader i det knastørre sommervejr, som især i Portgual førte til adskillige skovbrande og talrige omkomne.

Ekstrem varme kan måske slå rekorder

Den ekstreme varme kommer op til Spanien og Portugal fra Sahara-ørkenen i Afrika på sydsiden af et højtryk, som gradvist breder sig ind over Vesteuropa.

Hedebølgen bliver så stærk, at det kan bringe begge landes varmerekorder i fare. 

De højeste temperaturer nogensinde målt i Spanien og Portugal er henholdsvis 47,2 grader i Murcia den 4. juli 1994 og 47,4 grader i Amareleja den 1. august 2003.

Selvom det bliver i de indre dele af Sydspanien og Portgual, at det bliver ekstremt hedt, så vil ferieområderne ved kysterne i begge lande komme til at opleve temperaturer mellem 35 og 40 grader. 

Du kan se en prognose for temperaturerne over Den Iberiske Halvø resten af ugen i animationen herunder.

Der ventes temperaturer op til 47 grader Video: Danny Høgsholt