Se kortet: Her har man fået mest regn

16x9
De seneste to dages regn. Alle steder har fået over 30 mm - og røde cirkler indikerer, man har fået kraftig regn med over 24 mm på seks timer. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

De seneste to døgn er man flere steder i landet blevet ramt af kraftig regn - og nogle steder er der kommet over en måneds regn.

Siden onsdag aften har regnen mange steder i landet silet ned i flere omgange, og lokalt er det blevet til over 60 mm regn

Det er flere områder med regn og byger, som har ligget over landet i de sidste to døgn, der har sørget for de relativt store nedbørmængder, som efterhånden har rundet en hel måneds normal nedbør.

Indtil fredag kl. 20, hvor det stadig regner flere steder, er det foreløbigt blevet til over 50 mm regn mange steder i landet. 

Radar med masser af regn Video: Anders Brandt

Det er i særdeleshed i et strøg tværs op gennem landet fra Falster i syd over Vestsjælland til Nordøstjylland de store mængder regn er faldet. Og så er det over de sydlige egne.

Torsdag morgen blev man tværs op gennem landet ramt af kraftig regn med mere end 24 mm regn på skes timer, og i den forbindelse faldt de fleste af de 61 mm, som man fik i Mørkeskov i Rold Skov i Himmerland, som foreløbigt er landets vådeste sted.

De 61 mm er mere end en hel måneds normal nedbør i juni (55 mm).

Derudover har et mere udbredt nedbørområde fra fredag morgen til fredag aften ramt den sydlige del af landet - og foreløbigt givet Korsør 60 mm og Gedser på Falster hele 59 mm regn, mens man i Aabenraa i Sønderjylland har fået 52 mm.

Alle nedbørdata er officielle målinger foretaget af DMI - og tallene på kortet ovenfor er 48 timers nedbør fra onsdag kl. 20 til fredag kl. 20.