I dag for 15 år siden: Voldsomt uvejr ramte landet

16x9
Lyn over København - den 24/6 2016 Foto: Mille Stengaard / Privatfoto

På samme dato som i dag - i 2002 - ramte et af danmarkshistoriens voldsomste uvejr landet. Vi ser tilbage på det kæmpemæssige uvejr her

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

For præcis 15 år siden ramte et uvejr landet, hvis intensitet sjældent er set lige. Således registrerede DMI over 100.000 lynnedslag i forbindelse med flere tordenceller der drev ind over landet fra vest.

Et sådan antal lynnedslag er hverken før eller senere registreret over landet, hvilket illustrerer uvejrets voldsomme karakter.

Det ekstreme vejr blev dannet på grænsen mellem brandvarm luft der fra syd blæste op over landet, og køligere Atlanterhavsluft mod vest.

Allerede over middag nåede temperaturen 30 grader flere steder i Jylland, og først på eftermiddagen toppede temperaturen med 32,4 grader i Store Jyndevad – den højeste temperatur der blev målt i 2002.

Den varme og fugtige luft blev ’løftet’ hurtigt til vejrs af den indtrængende koldluft, og netop på skillelinjen mellem luftmasserne blev de kæmpemæssige tordenbyger dannet.

Flere omgange med uvejr

Første ’bølge’ af uvejr ramte den jyske vestkyst allerede først på eftermiddagen, hvor man langs vestkysten registrerede en pludselig vandstandsstigning. Det er senere blevet bekræftet at bølgen var en såkaldt ’meteotsunami’, en bølge der er skabt som følge af det pludselige trykfald i forbindelse med de voldsomme tordenbyger.

Da bygerne ramte det nordlige Jylland var det med udbredt skybrud – mest intens var regnen i Aalborg hvor der faldt 18 mm på 10 minutter.

Satellitbillede fra 17.20 den 18. juni 2002. De store byger ses som de udbredte hvide skyområder over store dele af Jylland
Satellitbillede fra 17.20 den 18. juni 2002. De store byger ses som de udbredte hvide skyområder over store dele af Jylland Foto: NOAA / Dansk Meteorologisk Selskab / NOAA / Dansk Meteorologisk Selskab

Sidst på eftermiddagen og først på aftenen ramte endnu en uvejrsbølge landet fra vest, hvilket resulterede i hagl på 2-3 centimeter i diameter, samt én eller flere skypumper. En af disse slog ned nær Ilskov og Karup, hvor den anrettede skader i bebyggede områder.

I aftenens løb bredte bygerne sig længere mod øst, mens intensiteten efterhånden aftog i styrke.

Den dag i dag står uvejret den 18. juni 2002 fortsat som dét uvejr med flest lynnedslag i dansk vejrhistorie.

Hvor meget ved du om lyn og torden?