Smuk og solrig lørdag: Solskin til de fleste

16x9
Det bliver en dag med kun få skyer på himlen. Arkivfoto Foto: Inger Nielsen / Privatfoto

Vejret kommer til at stå i skarp kontrast til det kølige og efterårsagtige fredagsvejr vi havde i går.

Der er masser af gode grunde til at komme udenfor i dag for at nyde vejret. Med relativt rolige vindforhold, temperaturer der kan nå over 20 graders varme og en hel del solskin, så vil dagens vejr virke helt anderledes end gårsdagens kølige blæsevejr med byger.

Det er en højtryksryg der nærmer sig landet fra sydvest, og det er med til at stabilisere vejret og sikre os færre skyer og mindre vind.

Samtidigt giver de norske fjelde læ til den nordlige del af landet, idet vinden i dag blæser fra nordvest, hvorfor luften udtørres på vejen henover bjergkæden.

Her til morgen er der dog fortsat skyer omkring Bornholm, men i dagens løb klarer det efterhånden også op på 'solskinsøen', så de talrige deltagere til årets folkemøde kan nyde solskin i dagens løb.

16x9
Højeste temperaturer i eftermiddag Foto: Screendump / TV 2 VEJRET

Temperaturerne i dag når op mellem 18 og 22 grader og vinden bliver blot svag til jævn fra nordvest, men langs den jyske vestkyst hvor vinden især først på dagen kan være op til frisk, kan temperaturen holde sig på et mere behersket niveau mellem 15 og 17 grader.

Pas på Solen

Kombinationen af solrigt junivejr og relativt tyndt ozonlag, giver sig udslag i et UV-indeks der kan nærme sig 7 i dag. Det betyder at den almindelige dansker blot bliver solskoldet efter 25 minutter i sollys midt på dagen, og mængden af solskoldninger øger risikoen for helbredsproblemer i løbet af livet.

Endnu mere ekstremt bliver UV-indekset i morgen, søndag, hvor det kan nå over 7.