Over 44 grader: Spansk hedebølge nærmer sig rekord

16x9
De spanske indbyggere strømmer til strandene under den igangværende - og meget ekstreme - hedebølge Foto: MORELL / Scanpix Denmark

Hedebølgen i Spanien har nået nye højder med temperaturer over 44 grader

Den hedebølge der den seneste uges tid har befundet sig over Spanien, har nu strammet sit glohede greb.

Fredag blev der i Cordoba i Andalusien målt sveddryppende 44,5 grader, og det er blot 0,5 grader fra den højeste temperatur der nogensinde er målt i den sydspanske by i juni måned. Rekorden for byen som helhed er dog 46,6 grader som blev målt den 23. juli 1995.

Samtidigt blev dagen i går den femte dag i træk med temperaturer over 40 grader et eller andet sted i landet.

Sidst de officielle spanske temperaturmålinger holdt sig under 40 grader var i søndags, hvor man i Cordobas lufthavn målte 39,9 graders varme.

Varmest nær turistområdet Costa del Sol

Hedebølgen i Spanien er udbredt i hele landet, men den stærkeste varme findes i Andalusien, som er kendt for Solkysten, Costa del Sol.

Heldigvis for turisterne er vejret nær kysten meget mere behageligt end længere inde i landet. Malaga har haft temperaturer omkring 30 grader de seneste dage, mens det i de andre større byer har været markant varmere.

Temperaturer i Europa i dag - igen kan temperaturen nå over 40 grader i Spanien
Temperaturer i Europa i dag - igen kan temperaturen nå over 40 grader i Spanien Foto: Screendump / TV 2 VEJRET

I Andalusiens hovedstad, Sevilla, målte i går 43,3 grader, og i Granada, som er et yndet turistmål med Alhambra, steg temperaturen til 41,3 grader. De fleste Costa del Sol turister har trods Cordobas berømte mauriske bygningsværker, nok også holdt sig fra byen med Europas stærkeste varme lige nu.

Spanien er vant til hedebølger, men denne er sjældent varm og forekommer tidligt på sommeren. Den højeste temperatur nogensinde målt i Spanien er 47,2 grader og målt i juli den 4. juli 1994 i Murcia, mens den højeste temperatur målt i Europa er 48,0 grader, og måltes i en forstad til Athen i Grækenland den 10. juli 1977.

De kommende dage fortsætter varmen, men efterhånden med en smule faldende temperaturer.