Pas på solen i weekenden: UV-indekset når ekstremt niveau i Danmark

16x9
Pas på solen i weekenden. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Den kraftige junisol kombineret med et tyndt ozonlag over Danmark sender UV-indekset på himmelflugt.

Når sommerlig varme og sol i weekenden vender tilbage til Danmark, så skal du huske solcreme og måske overveje at søge skygge midt på dagen.

I weekenden vil UV-indekset over Danmark blive ekstremt højt, og det giver øget risiko for solskoldninger.

Det er solens skadelige UV-stråler, som i weekenden sætter rekord for 2017, når UV-indekset ventes at nå over 7.

Det er sjældent, det sker i Danmark, hvor netop 7 betegnes som grænsen for, hvor højt UV-indekset kan blive på vore breddegrader.

Prognose for søndag: Afvigelse fra det normale i mængden af ozon  -  angivet i %.
Prognose for søndag: Afvigelse fra det normale i mængden af ozon - angivet i %. Foto: NCEP / NOAA

Det ekstreme UV-indeks skyldes kombinationen af et område med tyndt ozonlag over Danmark og den i forvejen skrappe junisol, som vil være højest på himlen på onsdag - ved sommersolhverv den 21. juni.

Ozonlaget, der absorberer en stor del af solens skadelige UV-stråler, ventes i weekenden at være 30 procent tyndere over Danmark end normalt på denne årstid.

Det sker, når et område med et tyndt ozonlag i forbindelse med det højtryk, der giver os det gode vejr, fra sydvest bevæger sig ind over Nordsøen.

Ifølge prognoserne vil UV-indekset blive højest i Sydvestjylland, hvor man lørdag kan nå 7,6 - mens man søndag i den østlige del af landet kan nå et UV-indeks på 7,4.

Prognose: UV-indekset lørdag. Området med UV-indeks på mellem 6 og 8 ligger over Danmark.
Prognose: UV-indekset lørdag. Området med UV-indeks på mellem 6 og 8 ligger over Danmark. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Årets højeste UV-indeks blev ifølge DMI målt i København torsdag, hvor UV-indekset nåede 6,3.

Mens vi Danmark normalt kan nå et UV-indeks på 7, så kan man i tropiske egne nå et UV-indeks på ekstreme 15.

Følg solrådene med de fire s'er

Allerede ved et UV-index på 3 eller derover anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solens UV-stråler.

Og kombinationen af den sommerlige varme, solrigt vejr og et relativt tyndt ozonlag hen over Danmark betyder, at der nu mere end nogensinde er brug for at følge de enkle solråd fra Kræftens Bekæmpelse med de fire s'er.

De fire solråd er: Siesta, solhat, solcreme og så måske det ikke så aktuelle sluk solariet.

Husk parasollen...
Husk parasollen... Foto: Kim Haugaard / Scanpix Denmark

Flest forbrændes i de første weekender med sol

Når UV-indexet er så højt som nu, så skal man beskytte sig mod solens UV-stråler, som giver øget risiko for, at man senere i livet udvikler hud- og modermærkekræft.

En dansk undersøgelse fra 2006 viser nemlig, at 79 procent af alle solskoldningerne sker, når danskerne smider trøjen på fridage.

På sådanne dage har vi tid til at være så længe ude i den skarpe middagssol, at vi kan nå at blive solskoldede.

I gennemsnit er det ifølge undersøgelsen kun 9 dage i løbet af en sommer, at vejret er varmt og solrigt samtidig med, at danskerne har fri.