700 lynnedslag: Sådan passerede tordenvejret Danmark

Med 700 lynnedslag og over 16 mm regn passerede et tordenvejr natten til fredag hen over Danmark.

Flere steder er man sikkert vågnet til blinkende lyn og tordenbrag, da et tordenvejr sent torsdag aften og i løbet af natten passerede hen over dele af landet.

Fronten, der 'skubbede' den sommerlige varme luft over Danmark væk, gav fra torsdag aften lokale tordenbyger i dele af Jylland, som de fleste andre steder gik fri af tordenvejret.

Først omkring midnat blev en regulær linje af tordenbyger dannet over det østlige Jylland, hvorfra den bevægede sig ud over Kattegat, Nordfyn og det nordlige Sjælland.

Stedvis gav linjen med tordenbyger en del regn på kort tid.

Mest regn fik man på Anholt, hvor der faldt 16,8 mm regn. Heraf faldt de 12,3 mm på en halv time - og dermed var man nogle mm regn fra de 15 mm på 30 minutter, der skal til, før man betegner det som skybrud.

I Frederikssund i Nordsjælland fik man 12 mm - og her faldt de 9,4 mm på blot 10 minutter, mens man på fem minutter fik 6,4 mm regn.

16x9
Tordenvejr over Storebælt natten til den 16. juni Foto: Kenneth Grymen / Seerfoto

Tordenvejret gav ifølge DMI's lynpejlersystem 700 lynnedslag hen over Danmark fra torsdag aften og frem til fredag morgen.

Har du taget billeder af tordenvejret - så upload dem til os her.