Varme, blæst og tordenvejr: Her får vi ugens bedste og dårligste vejr

Der bliver vejr for enhver resten af denne uge, som både vil byde på sommerlig varme, køligt blæsevejr, sol, regn og torden.

Mens du på torsdag nyder en solskinsdag med 23-24 grader og duften fra den tændte grill, kan du passende gå tagrenderne efter, før en ordentlig omgang regn, torden og blæst venter landet natten til fredag og fredag.

Der bliver nemlig vejr for enhver smag resten af denne uge, hvor torsdagen bliver den mest sommerlige dag, og fredagen bliver den vådeste, men hvor weekenden faktisk slet ikke ser så tosset ud endda.

Allerede onsdag bliver der bedre plads til solen, bygerne bliver færre, vinden aftager, og temperaturerne når op omkring 20 grader.

Det er en højtryksryg over Mellemeuropa, som efterhånden gør sig gældende i Danmark, og det giver os med al sandsynlighed en flot og lun torsdag, hvor temperaturerne kan komme helt op nær 24 grader, og hvor man godt kan planlægge en god grillaften på terassen efter en sommerlig dag.

Forventede  temperaturer på torsdag den 15. juni 2017
Forventede temperaturer på torsdag den 15. juni 2017 Foto: TV 2 VEJRET

Ud på aftenen truer regn og torden dog landet fra sydvest, og det kan komme til at buldre og brage flere steder sent torsdag aften og natten til fredag, når en koldfront skal ind over landet fra sydvest. Det kan heller ikke udelukkes, at man hist og her bliver ramt af skybrudsagtig regn.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Fredagen begynder således regnfuld og afløses af sol og byger vestfra, men også af blæsende vejr med hård vind fra vest og nordvest.

Forventet vejrsituation torsdag aften: En koldfront med regn og torden nærmer sig Danmark vestfra efterfulgt at køligere vejr og blæst til fredag.
Forventet vejrsituation torsdag aften: En koldfront med regn og torden nærmer sig Danmark vestfra efterfulgt at køligere vejr og blæst til fredag. Foto: TV 2 VEJRET

Ud på fredagen klarer det dog op fra nordvest - og weekenden ser slet ikke så tosset ud igen.

Både lørdag og søndag kan vi forvente nogen sol, ingen eller kun ganske få byger og temperaturer på 20-21 grader.

Dermed er der relativt fine udsigter for de mange udendørsarrangementer, som løber af stablen i den kommende weekend.