Sjaskvåd juni er begyndt usædvanlig regnfuldt

16x9
Vådt vejr i Aarhus den 9. juni 2017 Foto: Michael Bernstorff / Privatfoto

Det kommer næppe som nogen stor overraskelse, at juni i år indtil videre har været særdeles våd

Alene i sidste uge oplevede vi to dage med skybrud flere steder i landet - og derudover har adskillige fronter med regn passeret Danmark i flere omgange.

Resultatet er indtil videre, at den første del af juni har været usædvanlig regnfuld.

Faktisk er der allerede faldet tæt på den samme mængde regn på månedens første 12 dage, som vi normalt kan forvente os på en hel juni måned.

Intet mindre end 53 mm regn er det blevet til på landsplan, og det er ikke langt fra de 55 mm, som i gennemsnit falder i årets første sommermåned.

Nord- og Østjylland er med 66 mm regn de vådeste landsdele i juni så langt, mens fynboerne kun har fået 35 mm, viser tal fra DMI.

Mere regn på vej senere på ugen

Men der er mere vand på vej i de kommende dage, hvor især natten til fredag ser meget våd ud.

Her kan vi igen få op mellem 10 og 15 mm regn på landsplan, når en ny koldfront med regn, torden og lokale skybrud skal passere landet.

Fortsætter juni kursen, så kan vi se frem til den vådeste juni i fem år.

Tilbage i 2012 fik vi i juni hele 98 mm regn på landsplan. Den vådeste juni i dansk vejrhistorie er dog fra 2007 med hele 124 mm regn.

Tørreste juni har 25 års jubilæum

Til gengæld har den tørreste juni i Danmark nogensinde 25 års jubilæum i år. Den kom tilbage i 1992 med sølle én millimeter regn. 

Dén juni i 1992 var tilmed også varm og solrig - og er nok bedst kendt under navnet 'EM-sommeren' med tanke på den store danske fodboldtriumf.