Vild video: Her rammer mini-tsunami hollandsk kyst

I søndags oplevede man et særdeles spektakulært naturfænomen langs den hollandske nordsøkyst - en mindre flodbølge skyllede ind over kysten.

På en ellers hed sommerdag i søndags, måtte strandgæster ved den hollandske kystby Zandvoort, pludselig se stranden forsvinde i havet, da en større bølge pludselig overskyllede kysten.

Bølgen der på ingen måde minder om de bølger der normalt dannes af vinden, skyllede langt op på stranden, og vandet trak sig først efter lang tid tilbage.

Bølgens karakteristika mindede i allerhøjeste grad om de frygtede - og velkendte - tsunamier, der normalt dannes af undersøiske jordskælv eller vulkanudbrud.

Dannelsesmekanismen bag den bølge der ramte den hollandske kyst, skyldes dog på ingen måde seismologiske forhold, men derimod med stor sandsynlighed meteorologiske forhold.

I forbindelse med kraftige tordenuvejr, kan trykfaldet der finder sted under bygeområdet, give sig udslag i bølgedannelser på havet.

Denne type bølger har stor bølgelængde, og bliver først mærkbare når de nærmer sig grundt vand - altså nær kyster. På samme tid nærmede et større uvejr sig netop området fra sydvest - det samme uvejr som gav anledning til disse meget fascinerende skyformationer.

Formentlig er bølgen dannet i forbindelse med netop dette uvejr, og har bevæget sig ud fra tordenbygen i havet, på samme måde som bølgerne breder sig i en sø, efter man har kastet en sten i vandet.

Bølgen ramte kyststrækningen ud for den hollandske by Zandvoort
Bølgen ramte kyststrækningen ud for den hollandske by Zandvoort Foto: Screendump / TV 2 VEJRET

Begrebet hvor en 'tsunami' er dannet af vejrforhold, benævnes ofte en 'meteotsunami', eller omtales af og til på tysk som en 'seebär' (på dansk 'søbjørn').

Her i landet blev vi ramt af en voldsom meteotsunami den 21. juli 1998 langs den jyske vestkyst, hvor vandet på kort tid steg næsten 0,6 meter. Også den 18. juni 2002 - dagen hvor vi blev ramt af det værste tordenvejr i dansk vejrhistorie - oplevede man også en meteotsunami på 0,4 m langs vestkysten.

Senest blev der observeret en mystisk bølge i Svaneke Havn den 8. februar 2015, hvor der formentlig også har været tale om en meteotsunami.

Videoen er optaget af Wim Brugman via Unwetter-Jäger Deutschland, og fundet på Severe Weather Europes facebookside.