Imponerende mammatusskyer og kæmpehagl på tornadojægernes sidste jagt i år

16x9
Tornadojægernes bil under en imponerende himmel med mammatus-skyer, som dannes, når kold luft synker ned på bagsiden af et større uvejr. Foto: Kai-Asle Sønstabø / Privatfoto

De danske tornadojægere var ude på deres sidste jagt for i år i mandags, og det blev til storslåede skyformationer og hagl på størrelse med hønseæg.

Tornadojægerne Danny Høgsholt og Kai-Asle Sønstabø var i mandags ude på deres sidste tornadojagt i år, og det endte med storslåede tordenskyer på himlen og hagl så store som hønseæg.

Efter en trist dag i regn og kulde i det sydlige Texas søndag overnattede de natten til mandag i Odessa, Texas, for at være i position til det, der kunne ske i det østlige New Mexico mandag.

Et uvejr set på afstand kan være ganske imponerende. De kraftigste af slagsen kan blive over 15 kilometer høje.
Et uvejr set på afstand kan være ganske imponerende. De kraftigste af slagsen kan blive over 15 kilometer høje. Foto: Kai-Asle Sønstabø / Privatfoto

Der var udsigt til enkelte superceller (store, roterende uvejr) med mulighed for primært store hagl. Danny og Kai-Asle kørte mod Hobbs, New Mexico, hvor cellerne forsøgte at skyde til vejrs midt på eftermiddagen. Det var dog først sent på eftermiddagen og først på aftenen, at en større celle havde held til at udvikle sig nord for Roswell.

- Cellen bevægede sig mod sydøst, og da vi lå nord for cellen, forsøgte vi ihærdigt at indhente den. Det betød et enkelt ’core punch’ (kørsel gennem uvejrets kraftigste nedbør) med hagl på størrelse med 5-kroner. Det lød voldsomt, men ikke noget, som bilen ikke kunne klare, forklarer Danny.

Kai-Asle Sønstabø med en håndfuld store hagl, som faldt fra et uvejr, der passerede lige forbi tornadojægerne.
Kai-Asle Sønstabø med en håndfuld store hagl, som faldt fra et uvejr, der passerede lige forbi tornadojægerne. Foto: Danny Høgsholt / TV 2 VEJRET

- Da vi nåede syd for supercellen, fortsatte den med at udvikle sig, og på grund af det dårlige vejnet i området kunne vi ikke følge med den. Enten måtte vi køre ind foran den og tage de billeder, vi kunne – eller lade den passere hovedvejen, hvor vi så enten kunne holde os lige uden for kernen af uvejret eller lave et nyt ’core punch’.

- Da der kom meldinger ind i vores radarsystem om hagl på 5 cm i diameter bekræftet af en ansat ved den amerikanske vejrtjeneste, NWS, lidt nord for os, besluttede vi os for, at lade cellen passere ind foran os – og dernæst køre i dens kølvand i jagten på hagl. Vi fik hagl fra oven, men vi undgik bevidst de største, da vi ikke havde noget sted at søge ly.

Nogle af de store hagl blev lagt i en køletaske, og traditionen tro skulle de bruges til at køle en whisky ned, da dagens jagt var slut.
Nogle af de store hagl blev lagt i en køletaske, og traditionen tro skulle de bruges til at køle en whisky ned, da dagens jagt var slut. Foto: Danny Høgsholt / TV 2 VEJRET

- Vejene blev hurtigt helt hvide af talrige hagl, og pludselig kunne vi se nogle rigtig store i vejkanten. Vi holdt ind til siden og begyndte ihærdigt at samle ind. De største var omtrent seks centimeter eller på størrelse med hønseæg! Godt vi ikke kørte igennem dét. Det havde helt sikkert kostet en rude eller to, slutter Danny af med at fortælle.

Imponerende mammatusskyer

Efter indsamlingen af hagl søgte Danny og Kai-Asle mod Hobbs for natten. På vejen lyste solnedgangen nogle imponerende mammatusskyer op.

Skyerne er udposninger af kold luft, som synker ned på bagsiden af et større uvejr.

Mægtige mammatus-skyer over New Mexico mandag d. 22. maj 2017. De særlige skyer dannes, når lommer af kølig luft synker ned på bagsiden af et større uvejr.
Mægtige mammatus-skyer over New Mexico mandag d. 22. maj 2017. De særlige skyer dannes, når lommer af kølig luft synker ned på bagsiden af et større uvejr. Foto: Danny Høgsholdt / TV 2 VEJRET

Tornadojægerne er nu på vej hjem mod Danmark efter to uger i USA’s Midtvesten.