Anden runde af uvejr for tornadojægerne: Tornado-sirener, store hagl og imponerende lyn

De danske tornadojægere har igen været på farten, og i nat dansk tid så de både imponerende tordenvejr og kæmpehagl - og tornado-sirenerne gik i gang.

Efter en vejrmæssigt stille weekend i USA med høj sol har de to tornadojægere, Danny Høgsholt og Kai-Asle Sønstabø, i nat dansk tid igen været på farten i anden runde af uvejr over det amerikanske midtvesten.

Turen gik til det nordvestvestlige Texas i området, som kaldes ‘Texas Panhandle’ op mod Oklahoma, Kansas og Colorado.

- Vi lagde ud med Amarillo, Texas, og bevægede os lidt mod nord og øst for at blive på den ’rigtige’ side af cellerne, som bevægede sig fra sydvest mod nordøst.

- Ind til sent på eftermiddagen var vejret varmt og solrigt og blæsende. Solskin, 34 grader og en hård vind fra syd og sydøst blæste op over Texas Panhandle, beretter Danny Høgsholt.

- Omkring klokken 17.30 voksede tordencellerne op, og efter at vi i en times tid havde prøvet at udse os den ’bedste’ celle, endte vi med en lidt nord for Amarillo, som udviklede sig.

De danske tornadojægere fanger en supercelle i det nordlige Texas mandag aften lokal tid. Det er anden omgang af stormchasen efter en vejrmæssigt stille weekend.
De danske tornadojægere fanger en supercelle i det nordlige Texas mandag aften lokal tid. Det er anden omgang af stormchasen efter en vejrmæssigt stille weekend. Foto: Danny Høgsholt / TV 2 VEJRET

- Det blev til en supercelle med flot skystruktur og rotation, og da vi nærmede os Stinnet, gik tornado-sirenerne i gang. Der kom ingen tornado, men meget flot rotation fra supercellen. Skybaserne var simpelthen for høje, afslutter Danny.

Tornadoer dannes under kraftige tordenbyger, men højden af skyernes bund - skybasen - må ikke være for høj. Jo lavere bunden er, jo større er sandsynligheden nemlig for, at den roterende bund kan forlænges ned til jorden i form af en tornado.

Senere på aftenen oplevede de to erfarne tornadojægere store hagl og senere et imponerende lysshow fra samme tordenvejr - og de rundede dagen af med en enkelt whisky - afkølet af nogle af dagens store hagl.

Tornado-sirenerne kan blandt andet høres i videoklippet herover, som er et sammenklip fra nattens jagt i det nordvestlige Texas.