Dansk tornadojæger erkender: - Dengang var det tæt på at gå HELT galt

I 2011 var den danske tornadojæger, Kai-Asle Sønstabø, på jagt efter den værste tornado i Oklahoma i 12 år - men det var tæt på at gå helt galt

- Vejret var varmt og fugtigt, og der blæste en strid vind fra sydøst. Klassisk tornado-vejr.

Sådan begynder den danske tornadojæger Kai-Asle Sønstabøs fortælling om den dag for nu seks år siden, hvor den værste tornado, staten Oklahoma i USA på daværende tidspunkt havde oplevet i 12 år, så dagens lys.

Kai-Asle Sønstabø var sammen med sin daværende kone, Mette, på tornadojagt - men dagen endte med, at de selv blev jagtet af et af verdens voldsomste vejrfænomener. 

Jagtede uvejret med amerikanske tornado-jægere

Den 24. maj 2011 begyndte næsten som enhver anden dag i 'Tornado Alley', hvorpå der var udsigt til vildt vejr.

Kai-Asle og Mette mødtes med en gruppe amerikanske tornado-jægere, som Kai-Asle allerede havde lært at kende på sin første tornadojagt i 2006. Det var i El Reno i Oklahoma - en forstad til statens største by Oklahoma City. Og om eftermiddagen dukkede de første enorme tordenbyger op på radaren.

- Sydvest for os eksploderede tordenbygerne pludselig, og vi besluttede os for at suse ned mod dem. I kraftigt regnvejr krydsede vi igennem landskabet og holdt til sidst ind på en grusvej, husker Kai-Asle Sønstabø.

Ekstremt farlig tornado var på vej

Det er på denne grusvej, at videofortællingen ovenfor begynder - og det er her, at Mette så sin første tornado nogensinde. Og hvilken én af slagsen! I horisonten stod en tornado flere hundrede meter bred og halvvejs skjult i regnen, imens tornado-jægere og almindelige bilister på stribe kørte væk fra uvejret. 

- Mette var både fascineret og betænkelig. Hun tænkte med det samme, om den kom imod os, og om vi kunne slippe væk. Helt naturlige spørgsmål. Men vi havde på det tidspunkt godt styr på situationen, forklarer Kai-Asle Sønstabø.

Uddrag af videoen ovenfor. I horisonten anes tornadoen svagt afgrænset af to lidt lysere områder lavt  i horisonten. De to pile markerer bredden af tornadoen, der her endnu er et par kilometer væk.
Uddrag af videoen ovenfor. I horisonten anes tornadoen svagt afgrænset af to lidt lysere områder lavt i horisonten. De to pile markerer bredden af tornadoen, der her endnu er et par kilometer væk. Foto: TV 2

Da regnen begyndte at vælte ned besluttede Kai-Asle og Mette sig for at køre lidt væk fra uvejret, men for igen at komme tæt på dets kerne - dér, hvor man for alvor kan få øje på en eventuel tornado - stoppede de på en motorvejsbro over motorvej I-40. 

- I det fjerne kom en sort mur hastigt imod os. Jeg tænkte, at de amerikanske tornado-jægere havde styr på det.

Supercelle

En supercelle er en særlig type tordenbyge, som består af en roterende opdrift - en såkaldt 'mesocyklon'.

Af alle typer tordenvejr på kloden er supercellen den mindst fremtrædende, men til gengæld den voldsomste af slagsen.

Den kan dannes i områder hvor atmosfæren er ekstremt ustabil og vindens hastighed og retning ændrer sig markant op igennem troposfæren.

Superceller er velkendte i det centrale USA i foråret og forsommeren, men også over Mellem- og Sydeuropa kan superceller opstå i navnlig sommermånederne. I Asien er det især i Bangladesh og det østlige Indien, at superceller forekommer.

Superceller forårsager typisk kraftige vindstød, store mængder regn og store hagl, mens en brøkdel af supercellerne er i stand til at producere tornadoer. 

På trods af, at vi i herhjemme undertiden har været ramt af kraftige tordenuvejr, så er superceller som sådan aldrig med sikkerhed observeret herhjemme.

Pludselig begyndte alle at vende om

Der var et sandt mylder af tornado-jægere i området, og ikke nok med dét, så var det også myldretid nær Oklahoma City på en for amerikanerne ellers helt almindelig tirsdag i maj.

Pludselig begyndte flere tornado-jægere på motorvejsbroen at vende om, men de amerikanske tornado-jægere, som Kai-Asle og Mette fulgtes med, blev i første omgang holdende.

Jeg har aldrig været rigtig bange under mine tornado-jagter, men jeg har været betænkelig.

Kai-Asle Sønstabø, tornado-jæger

- Hvad laver I, tænkte jeg. Vi skal da væk! Mette og jeg kiggede på hinanden, og i samme sekund vendte de bilen og drønede afsted, husker Kai-Asle.

Pludselig tog pokker ved vejret, vinden tog kraftigt til og flåede i bilen mens regnen piskede ned. 

- Himmel og hav stod bogstaveligt talt i ét. Jeg har aldrig været rigtig bange under mine tornado-jagter, men jeg har enkelte gange været betænkelig. Dette var én af de gange, forklarer Kai-Asle Sønstabø. 

Strandet lastvognschauffør skreg om hjælp

De besluttede sig for at køre ned ad den nærliggende tilkørselsrampe til motorvejen for hurtigst muligt at komme østpå og væk fra uvejret. Men på tilkørselsrampen stod en mand hjælpeløs i vejkanten og råbte febrilsk om hjælp.

- Mette råbte, at jeg skulle stoppe. Da han åbner døren blev den nærmest flået ud af hænderne på ham på grund af den kraftige vind. Han måtte lægge alle kræfter i for overhovedet at få lukket døren igen.

Det viste sig, at manden var kommet kørende i en særlig lastvogn med en stor kran. Da han så uvejret komme imod ham, holdt han ind til siden og ville lade det passere, men så let gik det ikke.

Han klamrede sig til et træ, men vinden tog så hårdt i ham, at han blev kastet ud på en mark.

Kai-Asle Sønstabø, tornado-jæger

- Efter han havde kastet sig ind i vores bil fortalte han, at vinden tog så hårdt fat i lastvognen, at han ikke turde blive siddende. Så han søgte ly imellem nogle træer. Her klamrede han sig til et træ, men vinden tog så hårdt fat i ham, at han blev kastet ud på en mark. Det lykkedes ham at kravle op til vejkanten og få standset os. Hvis han ikke havde gjort det, havde han med al sandsynlighed ikke været her i dag, fortæller en chokeret Kai-Asle Sønstabø.

Uddrag af videoen ovenfor. En svag silhuet kan anes i vejkanten på videoen. Dét er lastvognschaufføren, som efter mareridtet bliver samlet op og bragt i sikkerhed af de danske tornadojægere.
Uddrag af videoen ovenfor. En svag silhuet kan anes i vejkanten på videoen. Dét er lastvognschaufføren, som efter mareridtet bliver samlet op og bragt i sikkerhed af de danske tornadojægere. Foto: TV 2

Vejret var på dette tidspunkt decideret uhyggeligt. Tornadoen var skjult i regnen og fremstod blot som en stor, sort mur, der efterhånden indhentede dem. Og så fik de propper i ørene.

Sådan kategoriseres tornadoer

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.

Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter

- Vi var så tæt på tornadoen, at lufttrykket faldt så drastisk, at vi fik propper i ørene. Vi kørte lige til grænsen og lidt over for at slippe væk. 

Med sømmet i bund og med en ny passager på bagsædet nåede Kai-Asle og Mette ud af uvejret og mødtes kort efter igen med de amerikanske tornado-jægere, som var flygtet i forvejen.

En af amerikanerne, Marc Austin, som i dag er chefmeteorolog hos den amerikanske vejrtjeneste i Tampa Bay i Florida fortalte, at han havde set dele af et hustag komme flyvende igennem luften nær bilen, da de holdt på motorvejsbroen. Det var da, at de besluttede sig for at vende om og flygte fra uvejret.

Vi var så tæt på tornadoen, at vi fik propper i ørene.

Kai-Asle Sønstabø, tornado-jæger

Manden fra lastvognen blev sat af på sin arbejdsplads, og da Kai-Asle, Mette og de amerikanske tornado-jægere nåede til byen Newcastle i udkanten af Oklahoma City mødte der dem et trist syn.  Nedfaldne elledninger, væltede træer og ødelagte bygninger, der lå halvt ude på vejen. 

- Tornadoen havde passeret igennem dele af byen. Heldigvis var det kun industrikvarteret, der blev ødelagt, men det gør altid et dybt indtryk at se den slags, fortæller Kai-Asle.

Tornado-jagten, som altså mere eller mindre blev til en 'tornado-jæger-jagt', sluttede med en gang aftensmad alle tornado-jægerne imellem og en snak for at fordøje dagens oplevelser.

Blot én ud af 241 tornadoer på fem dage

Tornadoen, som siden er gået over i historien som 'El Reno-tornadoen i 2011', var den kraftigste, der havde ramt Oklahoma siden 1999.

Den blev klassifceret som en EF5-tornado - det højeste trin på skalaen. Den trak et 101 kilometer langt spor gennem Oklahoma og tog ni liv på sin vej. Yderligere 161 blev kvæstet.

Tornadoen havde kraft nok til at kaste en 9.000 kilo tung olietankbil over halvanden kilometer fra motorvejen og ind i et skovområde.

Radardata viser, at vindhastigheden i tornadoen nåede op på 94 m/s eller 340 km/t. Til sammenligning begynder orkan ved 32,5 m/s.

Den var blot én af i alt 241 tornadoer, der ramte USA i dagene fra den 21.-26. maj 2011. Ud over El Reno-tornadoen blev én anden EF5-tornado dannet. Den ramte byen Joplin i Missouri den 22. maj og tog livet af 158 mennesker over et spor på 36 kilometer.

Helt uoverskuelige ødelæggelser efter tornadoen i Joplin, Missouri, den 22. maj 2011 - to dage før tornadoen, der berettes om i denne artikel.
Helt uoverskuelige ødelæggelser efter tornadoen i Joplin, Missouri, den 22. maj 2011 - to dage før tornadoen, der berettes om i denne artikel. Foto: JOE RAEDLE / Scanpix Denmark