Blæsevejr på vej: Her kan man få vindstød af stormstyrke

16x9
Vindstød af stormstyrke kan ramme det nordlige og nordvestlige Jylland i eftermiddag og i aften. Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Vindstød af stormstyrke kan i eftermiddag og i aften ramme dele af Danmark på bagsiden af et mindre regnvejr, som trækker ned over landet.

Har man allerede fået havemøblerne støvet af og placeret dem ude i det fri, bør man lige sikre sig, at de ikke kan flyve alt for langt væk.

Vinden vil nemlig være jævnt tiltagende hen over dagen, og i eftermiddag og i aften kan man blive ramt af vindstød af stormstyrke i det nordlige Jylland.

Mest udsat er man ved kysten mellem Skagen og Thyborøn, men der er også en risiko for at blive ramt inde i Limfjorden. 

Inddelingen af vindstyrker i Danmark

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

TV 2 VEJRET varsler derfor vindstød af stormstyrke omkring Jammerbugten i perioden klokken 17 til 21.

Vinden forplanter sig mod sydøst

Generelt bliver det blæsende i hele det nordvest- og nordjyske område, og hen over aftenen forplanter vinden sig mod øst og sydøst, så det også bliver blæsende i Kattegat og ved Sjællands nordkyst og siden på Bornholm.

Her vil vinden dog være en anelse svagere og typisk give vindstød af hård til stormende kuling.

Strid vind mellem et højtryk og et lavtryk

Danmark ligger i dag klemt inde mellem et højtryk over de Britiske Øer og et lavtryk over Nordskandinavien, og her blæser en strid vind ned fra nordvest.

På bagsiden af en koldfront, som trækker ned over landet fra nord, blæser det op til hård vind til hård kuling med risiko for vindstød af stormstyrke i Nordjylland.
På bagsiden af en koldfront, som trækker ned over landet fra nord, blæser det op til hård vind til hård kuling med risiko for vindstød af stormstyrke i Nordjylland. Foto: TV 2 VEJRET

Vinden bliver forstærket på vej rundt om Sydnorge, og derfor får man de kraftigste vindstød i Nordjylland.

Vinden løjer langsomt af hen over natten til lørdag, men det er først lørdag aften, at vi igen har relativt svage vinde over Danmark.