Voldsomt vintervejr efterlader store dele af Central- og Østeuropa i snekaos

Central- og Østeuropa er de seneste dage blevet ramt af et usædvanligt sent snevejr, som har ført til store trafikale problemer.

Det er ikke kun herhjemme, at det er småkøligt for årstiden. 

I Central- og Østeuropa har et snevejr de sidste par dage ført til omfattende problemer i blandt andet Østrig og Ungarn, mens man lige fra det sydlige Polen til Balkan oplever usædvanligt sent kraftigt snefald.

Østrigsk politi måtte i går lukke adskillige motorvejsstrækninger i Niederösterreich-regionen, som grænser op mod Tjekkiet og Slovakiet og omkranser hovedstaden Wien.

THICK fresh snow in Glasenberg, Maria Neustift, Upper Austria at around 800 m elevation yesterday, April 19! Some very...

Posted by Severe Weather Europe on Thursday, April 20, 2017

Efter det kraftige snevejr, som ramte fra tirsdag og frem til onsdag sad hundredevis af bilister onsdag fanget i deres biler på motorvejene. Den store ydre ringvej omkring Wien var så slemt påvirket, at man måtte oprette nødherberg til de strandede bilister.

Efter en lang og intens snerydningsindsats kunne man torsdag morgen åbne alle motorvejsstrækningerne igen.

Tung sne og blæst væltede træer på stribe

Problemerne var dog ikke ovre med åbningen af motorvejene, for inde i Wien var mange veje lukkede efter, at talrige træer havde givet efter for vægten af den tunge og våde sne, som var faldet. Således var og er mange veje fortsat ufremkommelige, men nu på grund af træer og store grene.

I Niederösterreich og i dele af Alperne fik man på et døgn en hel meter nysne.

Brandvæsnet er i færd med at rydde en gade i Budapest efter, at et grene brækkede af et træ på grund af tung sne.
Brandvæsnet er i færd med at rydde en gade i Budapest efter, at et grene brækkede af et træ på grund af tung sne. Foto: Balazs Mohai / Scanpix Denmark

Det centrale Ungarn har fået en halv meter sne i døgnet frem til i går eftermiddag, så her er problemerne også omfattende i trafikken og man kæmper også med væltede træer i bl.a. Budapest.

Elforsyningen er også bukket under flere steder, da en kombination af kraftig våd sne og vind har blæst elledninger ned. 

Lavtryk trillede rundt langs kanten af vores højtryk

Mens vi herhjemme lå i nogenlunde tryghed under et højtryk i går og i forgårs med kolde morgener og relativt harmløse byger, trillede et lille og iltert lavtryk rundt langs den sydøstlige kant på højtrykket.

En ældre mand rydder sne i Zakopane i det sydlige Polen den 20. april 2017.
En ældre mand rydder sne i Zakopane i det sydlige Polen den 20. april 2017. Foto: Grzegorz Momot / Scanpix Denmark

Lavtrykket havde i sin kerne varm og fugtig luft fra Middelhavet, og i mødet med kulden, som strømmede ned fra nord - kulden som vi havde i Påsken - blev det omsat til store mængder sne lige fra det sydlige Polen og ned over Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Østrig og Rumænien til det højtliggende terræn på Balkan.

Prognoserne giver fortsat sne i Central- og Østeuropa hen over weekenden, men generelt i mindre mængder end de sidste par dage.

Dog må man forvente relativt kraftigt snefald i de østrigske Alper.