På jagt efter varme?: Så langt skal du flyve for at få 20 grader

Med køligt vejr hele vejen omkring Danmark skal man søge langt væk for at finde rigtig forårsvarme.

Længes man efter varme, er man nødt til at søge langt væk fra Danmark i øjeblikket.

For selvom et blæsevejr holder nattefrosten væk de kommende dage, har vi ikke udsigt til varmere vejr foreløbigt.

Faktisk skal vi helt ned til Middelhavet for at få 20 grader eller der over, for selv i store dele af Frankrig og det sydlige Tyskland, hvor man plejer at have fornuftige forårstemperaturer nu, er vejret relativt køligt.

16x9
Forventede temperaturer fredag eftermiddag i Europa. Man skal enten søge mod Spanien og Portugal eller det østlige Middelhav for at finde decideret varme. Foto: TV 2 VEJRET

Den rigtige forårsvarme befinder sig i Portugal og det sydvestlige Spanien og på de Kanariske Øer og i den østligste del af Middelhavet på Cypern samt i Israel og Egypten. Her får man i morgen, fredag, omkring 25 grader.

På Balkan og i Grækenland er vejret ustadigt med byger, mens vores kolde luft blæser hele vejen ned til Alperne, Sydfrankrig og Italien og gør det til en halvkølig fornøjelse der.

Kigger vi lidt længere frem i tid, bedres vejret i store dele af Middelhavet, men man finder fortsat det bedste vejr i den kommende uges tid på enten Cypern eller de Kanariske Øer.

Intet verdenshjørne kan hjælpe os de kommende dage

Herhjemme og nord for Alperne generelt er luften kølig og ustabil, og ligegyldigt i hvilken retning vi kigger, er der ingen nævneværdig varme at se.

16x9
Temperaturens afvigelse fra det normale i dag den 20. april. Store dele af Europa har køligere vejr end normalt, og selvom det er varmere end normalt i Norge og til dels Sverige, er det ikke rigtige danske forårstemperaturer. Foto: ClimateReanalyzer.org / University of Maine

Normalt kan vi håbe på, at vinden går i sydlige retninger, så vi kan få varmere luft op over os, men når der ikke er noget at hente på de kanter, dur den løsning ikke.

Vi skal altså vente på, at atmosfæren får flyttet godt og grundigt rundt på de kolde og varme luftmasser, før vi kan få lunere forårsvejr.

Ind til videre tyder det på, at vi skal helt frem til begyndelsen af maj, før det begynder at dufte af rigtig forårsvarme i prognoserne.