Prognoserne er enige: Det kolde forårsvejr fortsætter resten af april

Lad grillen stå og handskerne blive på - det kolde forårsvejr med mulighed for vinterlige byger og nattefrost ser ud til at fortsætte resten af april

April er notorisk kendt for at kunne byde på både vinterkulde og sne samt sommerlig varme og masser af sol.

Hen over påsken har vi både fået solskin og vinterlige byger med slud, sne og hagl - men temperaturerne har været lave, og det forbliver de resten af måneden, spår prognoserne.

Dermed er der altså masser af tid til at få gjort grillen klar eller til at gå på shopping efter sommertøj, for forårsvarmen med temperaturer op mellem 15 og 20 grader ser ikke ud til at vende tilbage til Danmark før i maj.

Årsagen er, at et stort højtryksområde de næste par uger vil befinde sig over De Britiske Øer og Nordatlanten, mens lavtryk fra Norskehavet bevæger sig mod sydøst mod Danmark og Baltikum.

16x9
En samling af temperaturprognoser (grønne linjer) for København fra i dag og frem til den 3. maj. Generelt venter de alle køligt vejr med ca. 10 grader om dagen og frost nogle nætter resten af april - og først i maj (uge 18) ser det ud til at blive varmere. Foto: TV 2 VEJRET

Derved får vi mestendels vind fra nordvest, og det er en kølig vindretning - ikke mindst på denne årstid, hvor den også kan byde på vinterlige byger med slud, tøsne eller hagl.

Det betyder også, at man fortsat skal være varsom med sommerblomsterne, som hurtigt kan gå til i det kolde vejr, der ventes at byde på frost flere nætter.

I den kommende nat kan temperaturen sågar komme helt ned omkring -5 grader, og det er ikke hverdagskost så sent på foråret som nu.

Årets hidtil varmeste dag var den 31. marts, hvor man i Karup i Midtjylland nåede op på 21,5 grader. Det var den højeste temperatur i marts i 27 år.