Efter snevejr i påsken: Strålende og kold forårsdag venter Danmark

En kold og vinterlig påske er overstået, men det kølige forårsvejr fortsætter også her efter påske - i dag dog med masser af solskin

Man kan fortsat roligt lade t-shirts og korte bukser ligge i kommodeskuffen, men til gengæld kan solbrillerne godt findes frem til denne første hverdag efter en mange steder vinterlig påske.

For selvom det kolde forårsvejr med encifrede temperaturer fortsætter i dag og i de kommende dage, så bliver dagen i dag også krydret med masser af solskin.

Et stort højtryk har nemlig placeret sig med centrum i Nordsøen og dækker derfra hele Skandinavien og De Britiske Øer, og dét sikrer Danmark ganske solbeskinnet tirsdags-vejr.

Således får vi med en let til frisk nordøstenvind masser af solskin i dag, men der vil også kunne være enkelte byger med slud eller tøsne i luften.

Temperaturerne når kun op mellem 4 og ca. 7 grader, så derfor bliver der igen brug for hue og handsker for dem, som drager ud i vejret til fods eller måske på cykel - især der, hvor vinden også blæser frisk.

Det flotte vejr fortsætter også onsdag.