Ekstrem forårsvarme satte ny rekord i København - i nat

16x9
Nattemperaturerne omkring den 31/3 2017 var rekordhøje i København Foto: Simon Læssøe / Scanpix Denmark

Også temperaturerne om natten har været usædvanligt høje for årstiden - og i København blev der sat ny rekord

Det er ikke sikkert man lige har opdaget det, hvis man roligt har sovet sig igennem natten.

Men hvis man skulle høre til blandt dem, der har opholdt sig i det københavnske natteliv, så kan det være man har studset over det.

Temperaturerne i de mørke timer i hovedstaden har nemlig været usædvanligt høje - så høje, at der faktisk er tale om en ny rekord for marts.

København sætter ny rekord

I løbet af fredagsdøgnet - og det vil altså sige fra midnat i går nat til midnat her natten til lørdag - har temperaturen i København ikke været under 8,1 grader.

De 8,1 grader blev målt fredag morgen, og så høj har minimumtemperaturen for et døgn i hovedstaden aldrig været før i marts.

TV 2 VEJRET har gransket alle temperaturer målt i København dag for dag siden 1874, og de 8,1 grader udgør en ny marts-rekord over de højeste nattemperaturer i København.

Den hidtige rekord lød på 8,0 grader og er kun få år gammel. Den blev sat den 20. marts 2014.

Målestationen på Frederiksberg i København er en af dem, som har målt vejret dag ud og dag ind i de sidste 143 år, og tallene fra den giver således et unikt indblik i, hvor varmt det har været.

Der er sandsynligvis også slået rekorder enkelte andre steder i landet.

Varmeste marts-nat på Bornholm siden 1990

En andet sted hvor en gammel målestation har registreret særdeles høje nattemperaturer er på Bornholm.

Ved Hammer Odde var temperaturen i fredagsdøgnet ikke under 6,7 grader - og så høj har minimumtemperaturen ikke været i marts siden 1990. Dét år, hvor også varmerekorden på de 22,2 grader i Karup er fra.

Det er dog muligt at lørdags-døgnet vil give nye rekorder for Bornholm, idet tilførslen af lun luft fra Mellemeuropa i dag fortsætter over de østlige egne.

Det sås også i nat, hvor temperaturen omkring kl. 02.00 på Hammer Odde var helt oppe på 16,3 grader.

Vejrrekorder i Danmark

Tallene i artiklen er fremkommet på baggrund af DMI's tekniske rapport TR 16-02, som er behandlet af TV 2 VEJRET