Se prognosen: Her kan der falde sne i dag

Det er marts - og i følge kalenderen også forår. Vejret vil ikke helt vide af det endnu og giver flere steder en vinterlig søndag med slud og sne

Selv om det ifølge kalenderen er forår, så skal man flere steder i landet foreberede sig på vinterligt vejr i dag, når en front med nedbør bevæger sig op over Danmark i løbet af søndagen.

Fronten bringer lunere vejr med sig, men inden da vil nedbøren fra Nordsøen bevæge sig ind over landet fra sydvest og her støde ind i koldere og mere tør luft, som kan få nedbøren til at falde som slud og tøsne.

Det kan i løbet af dagen flere steder i landet give hvide græsplæner og sne og sjap på fortove og veje - med risiko for pletvis sneglatte veje.

Sne fra søndag formiddag

Allerede i formiddagstimerne ventes nedbørområdet fram til Sydvestjylland, hvor der overvejende vil falde regn, men gradvist som nedbørområdet bevæger sig mod nordøst vil nedbøren overvejende være vinterlig og falde som slud og tøsne ved temperaturer lige omkring frysepunktet.

Kan begynde som regn - men går over i slud og sne

Nedbøren kan kortvarigt begynde som regn - for så hurtigt at gå over i slud og sne.

Det mønster vil man i eftermiddag også kunne opleve i Nordjylland og på Sjælland, hvor man kan få vinterligt vejr.

Vintervejr i nogle timer

Størst chance for sne er der i den indre del af landet og i højdedrag, hvor man en overgang kan få rigtigt vintervejr, som kan vare nogle timer, inden nedbøren atter går ove ri regn - og temperaturen stiger.

I løbet af eftermiddagen vil man i Sønderjylland allerede have temperaturer på op til 7 grader - og den lune luft blæser videre op over Danmark i løbet af aftenen og natten.

I animationen øverst kan du se, hvor der i løbet af søndagen forventes at falde sne.

Falder der sne hos dig - så send os meget gerne dit billede af snevejret