Kvinde med Downs Syndrom får sin drøm opfyldt: Laver vejrudsigt på Fransk TV

21-årige Melanie Segard, der har Downs Syndrom, var tirsdag aften vejrvært på den franske tv-station France2

En ung fransk kvinde med Downs Syndrom, Melanie Segard, fik tirsdag aften opfyldt sin store drøm, da hun præsenterede vejret på Fransk TV.

Mere end fem millioner franskmænd så med, da den 21-årige Mélanie Segard sammen med France 2's vejrvært Anais Baydemir præsenterede weekendens vejr på den landsdækkende franske TV-station. 

At Mélanie Segard tirsdag aften kunne tone frem på fransk TV var resultatet af en udfordring den 21-årige franskmand havde givet til de franske tv-stationer.

På Facebooksiden Mélanie peut le faire - Melanie kan gøre det - udfordrede Mélanie Segard de franske tv-stationer til at lade hende præsentere vejret for dem, hvis hun nåede 100.000 likes.

- Jeg er anderledes, men jeg vil gerne vise alle, at jeg kan mange ting. Det vil jeg bevise, ved at være med på tv, sagde hun dengang.

På blot 36 timer nåede siden 100.000 likes - og senere har den nået mere end 200.000 likes.

Den franske tv-station France 2 tog imod udfordringen om at lade Melanie Segard præsentere vejret - og det skete så tirsdag aften. 

Facebook-siden er en del af en kampagne for UNAPEI, en organisation for franskmænd med indlæringsvanskeligheder, som i Frankrig forsøger at skabe opmærksomhed om at kunne integrere mennesker med forskellige handicap.

La météo de Mélanie

Elle l’a fait ! Mélanie a réalisé son rêve en présentant la météo ! Mélanie peut le faire

Posted by FRANCE 2 on Tuesday, March 14, 2017

Melanie modtog fire dages træning af vejrværterne på France 2 - hvor hun foran den grønne skærm skulle lave en direkte vejrudsigt.

Historien om Melanie har været dækket tæt af franske medier og er flittigt blevet delt på de sociale medier.

- Melanie kan hverken læse eller skrive. Målet er, at hun føler sig godt tilpas og interegreret, sagde Nathalie Rihouet, redaktionschef for vejret på France 2 til den franske avis Le Parisien.

Hun blev under sit træningsforløb hos France 2 fulgt af sin 27-årige bror, Cyril, som gav hende et sidste godt råd, inden vejrudsigten tirsdag aften.

- Bare forestil dig, du laver vejrudsigten helt alene hjemme hos dig selv. Og nyd det, lød det fra Melanies bror.

For Mélanie selv var det en drøm, der blev til virkelighed.

- Min drøm var både at præsentere vejret, og være med til at åbne døren for andre med handicap, sagde Melanie Segard til Le Parisien

France 2 var ikke den eneste tv-station, der tilbød Melanie at lave en vejrudsigt. Også nyhedskanalen BFMTV inviterede hende i vejrstudiet.

Melanies ultimative drøm er dog ikke at blive tv-vært. Hun siger, at det hun virkeligt gerne vil er at blive makeup artist.