Forårsvarme blæser igen mod Danmark: Her kan man få 13 grader

Lun luft blæser op over Danmark fra sydvest, og torsdag kan vi få op til 13 grader flere steder i landet, og vinden aftager en smule.

Efter en onsdag med relativt pænt, men også blæsende vejr i store dele af landet, vender forårsvarmen tilbage for en kort bemærkning torsdag - og det bliver også med svagere vinde.

Vi har således udsigt til en dag, som kan gå hen at blive ganske hæderligt, og måske endda ende med at blive årets hidtil varmeste.

Er man blandt de heldige, kan man nemlig få helt op til 13 grader torsdag eftermiddag, når temperaturen topper.

Man skal søge mod øst i Jylland og på Fyn

Man skal befinde sig i det østlige Jylland eller eventuelt på østlige Fyn for at kunne nyde så høje temperaturer.

Her ligger man nemlig optimalt i forhold til høje temperaturer i den vejrsituation vi kommer til at befinde os i.

Lun luft strømmer op over os fra sydvest på nordsiden af et højtryk over Centraleuropa og på forsiden af en koldfront, som nærmer sig vestfra.

Forventede temperaturer torsdag eftermiddag. Prognosen er mere sikker, hvad varme angår i Østjylland og på Fyn end over Sjælland, Lolland og Falster.
Forventede temperaturer torsdag eftermiddag. Prognosen er mere sikker, hvad varme angår i Østjylland og på Fyn end over Sjælland, Lolland og Falster. Foto: TV 2 VEJRET

Det vil være mere skyet end i dag, men der kommer alligevel nogen sol de fleste steder, og kombinationen af sol og sydvestenvind gør, at luften bliver varmet op på vej hen over Jylland. Derfor er det Østjylland, som ligger godt for.

Det samme gør sig gældende på Fyn, hvor luften på vej hen over øen bliver varmet op, så man får de højeste temperaturer mellem Nyborg og Kerteminde.

På Sjælland, Lolland og Falster ser det ud til, at der vil være flere skyer, så her bliver det sandsynligvis ikke helt så varmt - og vi vurderer således, at prognosekortet her over er mere usikkert i Østdanmark end i Jylland og på Fyn.

Koldere ved kyster med pålandsvind

Mens man typisk får omkring 10 grader eller mere mod øst i Jylland og på Fyn, bliver det køligere ved vestvendte kyster med pålandsvind.

Her sørger det kolde vand omkring os nemlig for at holde temperaturen nede på 5-7 grader. Mest udtalt bliver den kolde pålandsvind på Bornholm.