Forår lørdag - vintervejr søndag: Et snevejr kan snitte dele af Danmark

I mødet mellem et regnvejr fra sydvest og kold polarluft fra nordøst kan der blive dannet et snevejr i den nordlige del af Danmark.

Mens nogle sønderjyder i dag kan nyde et nærmest forårsagtigt vejr og mange et generelt mildt vejr, kan det blive anderledes vinterligt søndag og mandag i dele af landet.

En front med nedbør sætter sig nemlig i bevægelse op over os fra sydvest, og da kulde samtidig ser ud til at trække ned fra nordøst, kan nedbøren gå over i sne i det nordlige Jylland.

I henhold til de mest vinterlige prognoser kan man i Vendsyssel få over 10 cm sne frem til mandag aften, mens de mere moderate prognosemodeller holder mængderne på 1-3 cm - og det er også en reel mulighed, at det hele blot ender i en gang halvvåd sjap.

Lige nu er der dog en overvægt af sneprognoser, så det virker overvejende sandsynligt, at vi i det nordlige Danmark går en vinterlig afslutning på weekenden i møde.

16x9
Forventede snemængder frem til mandag aften i henhold til en af de mere sneglade prognoser. Foto: TV 2 VEJRET

Regnvejr møder kulden fra nord

Inden vi når frem til snevejret begynder det hele dog som et ganske almindeligt regnvejr, der trækker op over Danmark fra sydvest i løbet af søndag formiddag og eftermiddag.

Regnen bevæger sig mod nordøst, men den ser ud til at gå i stå og nærmest parkere sig over den nordlige del af Jylland. Oppe over Mellemskandinavien ligger der nemlig et højtryk, som ikke umiddelbart rykker på sig.

Mellem højtrykket mod nord og vores regnvejr strømmer kold luft fra Sverige hen over Kattegat og frem mod Nordjylland i en strid østenvind.

16x9
Den overordnede vejrsituation søndag eftermiddag. Kold polarluft frem mod Danmark på sydsiden af et højtryk over Mellemskandinavien, mens et regnvejr ligger næsten stille over os. I mødet mellem regnen og kulden kan der opstå sne. Foto: TV 2 VEJRET

Den koldere luft kan få regnen til at gå over i slud og siden tøsne og 'rigtig' sne i løbet af søndag eftermiddag og aften, og frem til mandag aften kan der komme flere bølger af sne i det nordjyske.

Usikkerheden ligger især i timingen af kulden

Mens nedbørmængderne er rimeligt sikre, er det mere usikkert, hvornår nedbøren går over i sne - og dermed opstår den primære usikkerhed på de ventede snemængder.

En sen overgang til sne giver små mængder, mens en tidlig overgang giver større mængder.

Nedbørtyper

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer

De mest snerige prognoser har således en overgang til sne allerede søndag middag i Vendsyssel, mens de vådere prognoser først går over i sne søndag aften og natten til mandag.

Kulden ser dog ud til at vinde mandag, så det virker mere sikkert, at man kan få sne flere steder i løbet af mandagen. Her vil nedbørmængderne til gengæld være mindre end om søndagen.

Endnu en gang bliver vi således vidner til et grænsetilfælde mellem sne og regn - som vi så ofte oplever det herhjemme om vinteren -  og sidste gang den 23. februar.

Vær dog alligevel opmærksom på, at der er en øget risiko for glatte veje søndag og mandag i den nordlige del af landet.