Tre dyr der kan klare ekstrem polarkulde

16x9
Isbjørnen her "skræller" en hvidnæse-delfin Smeerenburgfjorden i Svalbard. Delfinerne var blevet fanget så langt nordpå i 2014 på grund af fraværet af is i regionen, der pludseligt dukkede op i april. Foto: SAMUEL BLANC / Scanpix Denmark

I samarbejde med Zoo

Zoolog udpeger de tre pattedyr, der bedst kan klare vinterkulden.

Når man går rundt i vinterkulden og fryser om tæerne, så hjælper det lidt at tænke på, at vi mennesker slet faktisk ikke er udviklet til kulden.

Her er til gengæld tre pattedyr, som klarer ekstrem vinterkulde bedre end andre dyr (og dig).

1) Weddellsælen lever hårdt og dør ung

Når vinteren kommer til Antarktis, og havisen vokser 1000 kilometer ud i havet, så svømmer alle hvalerne og sælerne nordpå foran iskanten og op mod varmere vande. Men der er ét pattedyr, som meget overraskende bliver i havet ved Antarktis hele vinteren, og det er Weddellsælen.

- Den er den sejeste banan af dem alle sammen, fortæller zoolog Mogens Trolle fra Københavns Universitet.

Den vejer mellem 400 og 600 kilo, hvilket er sammenligneligt med en dansk Jersey-malkeko. Dog er meget af sælens vægt isolerende fedt, for det er den eneste måde, den kan overleve vinteren på. Men kulden er i sig selv faktisk ikke dens største udfordring.

Det sværeste er at komme til at trække vejret, når havoverfladen fryser til is.

Weddelsælen

  • Vejer 400-600 kg.
  • Lever i Antarktis og bliver der om vinteren.
  • Weddellsælen kan tage en slapper på isen i -40 grader uden at fryse.
  • Klarer vinteren ved at være ekstremt fed og holde lufthuller isfri med tænderne.

- Det gør den ved at gnave lufthuller i isen med tænderne, siger Mogens Trolle.

Men det er meget hårdt for tænderne, og når de er slidt ned, kan den ikke længere fange fisk.

- Så dør den af sult, siger Mogens Trolle og tilføjer:

- Den lever meget kortere, end sæler normalt gør, fordi den har den her hardcore kamikaze-livsstil.

På den anden side af jorden lever en frostelskende dyreart, som med glæde ville gøre Weddellsælens korte liv endnu kortere, hvis den kunne komme til det.

- Isbjørnen er virkelig en mester i at overleve kulde og klimaet i det arktiske egne, fortæller zoolog Mikkel Stelvig fra Zoologisk Have i København.
- Isbjørnen er virkelig en mester i at overleve kulde og klimaet i det arktiske egne, fortæller zoolog Mikkel Stelvig fra Zoologisk Have i København. Foto: Scanpix Danmark

2) Isbjørnen er afhængig af fedt og frostgrader

Isbjørnen er meget speciel fordi den ikke bare ”overlever vinteren”, men faktisk slet ikke kan overleve uden vinteren. Den er fuldstændig afhængig af vinterens havis for at kunne fange sæler, og når isen smelter væk om sommeren og efteråret, så sulter isbjørnen.

For at isbjørnen kan overleve sæljagt i en polarvinter, så har den udviklet en tyk pels, hvor hårene er hule og luftfyldte. Det isolerer så godt, at isbjørnen både overopheder, hvis  den løber for langt, og gør den næsten usynlig på et infrarødt kamera.

Isbjørnene

  • Hunnerne vejer 150-250 kg og hanner mellem 350 og 700 kg.
  • Lever i og omkring Arktis.
  • Klarer -40 grader uden problemer.
  • Klarer kulden ved at have en kraftig, velisoleret pels og et tykt fedtlag.

Desuden har isbjørnen et tykt lag fedt, som isolerer mod nordpolens kulde. Fedtet er ekstremt vigtigt for isbjørnen -  fordi det holder den varm, men også fordi det er dens madpakke til, når havisen er smeltet, og den ikke kan jage sæler. Så madpakken skal vare i flere måneder. Derfor kan isbjørne tage vanvittig meget på i vægt på vanvittig kort tid.

Eksempelvis har polarforskere fanget og vejet den samme isbjørn med et års mellemrum og gjort et overraskende fund. Første gang de vejede den, sagde vægten 100 kilo. Men anden gang over 500 kilo!

- Hun havde femdoblet sin vægt på et år. Det er en af de største fedekure, som man kender til i dyreverdenen, i hvert fald blandt store pattedyr, siger Mogens Trolle og tilføjer:

- Hele dens liv er bundet op omkring fedt. Når den fanger en sæl, så vil den typisk æde spækket på sælen, og resten bliver efterladt. Den spiser simpelthen ikke kødet, fordi fedtet har mest energi.

En isbjørn æder en hvidnæse-delfin i det nordlige Norge.
En isbjørn æder en hvidnæse-delfin i det nordlige Norge. Foto: SAMUEL BLANC / Scanpix Denmark

- Isbjørnen er virkelig en mester i at overleve kulde og klimaet i det arktiske egne. Ingen andre store landlevende pattedyr lever så ekstremt som den, og er så godt tilpasset livet på havisen og i snestormene, supplerer zoolog Mikkel Stelvig fra Zoologisk Have i København.

Det næste dyr på vores liste er kun et lille pattedyr, men lever samme sted som den ekstreme isbjørnen.

3) Polarræven er en zombie i sneen

Polarræven lever de samme steder som isbjørnen, i og omkring Arktis, hvor det ofte er koldere end -20 grader i længere perioder ad gangen. Her er det en fordel at være stor som isbjørnen, men polarræven vejer kun 3-4 kilo og klarer sig alligevel.

Undersøgelser har vist, at polarræven er fuldstændig upåvirket af kulde ned til -30 grader. Først ved -70 begynder den virkelig at fryse og bruge meget energi på at holde varmen.

En polarræv fotograferet nær Kangerlussuaq i Grønland.
En polarræv fotograferet nær Kangerlussuaq i Grønland. Foto: Eric Post / Scanpix Denmark

Polarræven

  • Vejer 3-4 kg.
  • Lever i og omkring Arktis.
  • Kan overleve -70 grader i kortere tid.
  • Klarer kulden ved at have en dejlig varm pels og ekstra fedt om vinteren. Men også ved at skrue ned for stofskiftet.

- Her er der over 100 graders forskel mellem dens kropstemperatur og lufttemperaturen, understreger Mogens Trolle.

Men hvordan gør den det?

Den har blandt andet en fantastisk varm pels og opbygger også et isolerende fedtlag til  vinteren. Desuden gemmer den mad til sparetider.

- Små dyr skal spise meget oftere end større for at have nok energi til at holde varmen, og i perioder med meget mad er rævene gode til at gemme mad og har adskillige mad-depoter rundt omkring, supplerer zoolog Mikkel Stelvig fra Zoologisk Have i København.

Men i vintre med fødemangel er det smarteste dog, at ræven kan skrue op og ned for sit stofskifte, så dens fedtdepoter holder længere.

- Hvis der er perioder med fødemangel, så kan den skrue ned for varmen og alle processerne inden i sig. Så den går på et spareprogram, hvor den kun bruger 50 procent af den energi, som den normalt bruger. Den går rundt i sådan en zombie-tilstand eller dvaletilstand og venter på at finde noget mad, forklarer Mogens Trolle.

Hvor meget ved du om polardyrene? Test din viden i vores quiz!

Hvor meget ved du om polardyrene?