Strålende onsdags-vejr: Her får vi masser af solskin og op til 7 grader

Med lidt god vilje, så kan onsdagsvejret godt begynde at smage lidt af forår. Igen i dag får vi en sjælden kombination af mildt og solrigt vintervejr.

Solskin fra en skyfri himmel og temperaturer helt op til ca. 7 graders varme venter Danmark på en sjældent solrig og mild vinterdag.

For selvom vi er 'koldstartet' i hele landet med frost de allerfleste steder og risiko for glatte veje, så vil solen få rigeligt med plads og sende temperaturerne et godt stykke over frysepunktet.

Ovenfor kan du se temperaturprognosen for i dag, og især i den sydlige del af Jylland kan man nå op på 6 eller 7 graders varme i strålende solskinsvejr.

Flot vejr over Farøbroen den 14/2 2017
Flot vejr over Farøbroen den 14/2 2017 Foto: Chris Plougmann / Privatfoto

Lokalt kan det måske blive endnu lidt varmere, som det var tilfældet tirsdag, hvor man i Sjælsmark og Jægersborg i Nordsjælland nåede helt op på 8,7 grader.

Årsagen er et højtryk over Østeuropa, som sender både mild og ret tør luft op over Danmark fra syd. Det er en relativt sjælden kombination i vintermånederne, hvor mildt vejr med regn og blæst eller koldt og tørt vintervejr typisk er dét, der er at 'vælge imellem'.

Vejret i dag, som dermed måske kan komme til at føles helt forårsagtigt, skal dog nydes i fulde drag.

Allerede torsdag begynder det mere ustadige vejr med regn og vestenvind, som ventes at vare ved i en del dage.

Kulden ligger dog meget tæt på Danmark lige nord for landet, og kan i perioder slå ned over Danmark sidst på måneden.

Derfor er det sandsynligt, at vi endnu har vintervejr med frost og snebyger til gode - i hvert fald i mindre omfang - inden vinteren tager sin slutning.