Under 8 minusgrader: Her er det koldest på ny iskold februar-morgen

16x9
Vinterkulde Foto: Torben Haubro / Privatfoto

Klart og stille vejr og nogle steder sne på jorden giver os tirsdag endnu en iskold morgen

Med temperaturer ned til under 8 graders frost er der så sandelig brug for hue og handsker på denne tirsdag morgen, der er en af februars foreløbigt koldeste.

I klart og stille vejr er temperaturen i mørket faldet til adskillige minusgrader landet over, og navnlig dér, hvor der endnu ligger sne, er det rigtig koldt denne tirsdag morgen.

Det gør sig især gældende i Vendsyssel, hvor temperaturen over de sneklædte landskaber nær Sternhøj vest for Frederikshavn har været helt nede på -8,6 grader.

Det er februars næstkoldeste nat, efter at der i går morges blev målt helt ned til -9,4 grader selvsamme sted.

Også andre steder er det dog tænderklaprende koldt her til morgen.

I Aars i Himmerland og i Karup i Midtjylland har man eksempelvis været nede på -8,4 grader, ved Roskilde -8,3 grader men man ved Aarhus Lufthavn og Isenvad har målt -8,2 grader.

I løbet af dagen stiger temperaturen til mellem 1 og 4 graders varme i strålende solskinsvejr, men især mod syd og sydvest i landet kan der først på dagen være flere skyer.