Isnende kulde og sjældne snevejr: Derfor er vejret i Europa 'vendt på hovedet'

Et stort højtryk over Mellemeuropa sørger for mildt vejr i Skandinavien og isnende kulde med ekstremt sjældne snefald flere steder ved Middelhavet

Mens vi i Skandinavien oplever gråvejr, blæst og tø, så strømmer isnende kulde ned over Sydeuropa med masser af sne - og nogle steder den første sne i knap ét århundrede.

Vejret over Europa er så at sige 'vendt på hovedet', og der er ikke noget der tyder på, at kulden vender tilbage til Mellem- og Nordeuropa lige foreløbigt.

Årsagen er et kraftigt og stationært højtryk over Mellemeuropa. Sammen med lavtryk over den centrale del af Middelhavet dirigerer det iskold luft hele vejen fra Sibirien ned over det østligste Europa, Balkan og middelhavs-landende, mens mild luft nord for højtrykket med hjælp fra atlantiske lavtryk strømmer ind over Skandinavien.

Vejrsituationen i Europa midt i januar. Et mellemeuropæisk højtryk dirigerer iskold luft ned over Sydeuropa, mens den milde luft strømmer ind over Nord- og Nordvesteuropa.
Vejrsituationen i Europa midt i januar. Et mellemeuropæisk højtryk dirigerer iskold luft ned over Sydeuropa, mens den milde luft strømmer ind over Nord- og Nordvesteuropa. Foto: TV 2 VEJRET

Specielt det centrale Italien er hårdt ramt af de enorme mængder sne

Her strømmer den iskolde luft nemlig ud over det 12-15 grader varme Adriaterhav, og atmosfæren reagerer stort set på samme måde, som når man hælder koldt vand på en varm kogeplade.

Det hele nærmest 'eksploderer' i talrige og kraftige snebyger, der i Appenninerne har givet helt op på 2,5 meter sne i mens kuldebølgen har stået på.

Tilmed blev det centrale Italien torsdag ramt af et jordskælv, der udløste en dødelig lavine nær Pescara

Vejrsituationen over det centrale Italien begunstiger kraftige snebyger i Appenninerne, så iskold østeuropæisk luft strømmer ud over det lune Adriaterhav.
Vejrsituationen over det centrale Italien begunstiger kraftige snebyger i Appenninerne, så iskold østeuropæisk luft strømmer ud over det lune Adriaterhav. Foto: TV 2 VEJRET

Det ekstremt kolde vintervejr nåede onsdag også helt til Korsika, Mallorca og den spanske østkyst, Costa Blanca.

I Murcia og Xabia fik man den første sne i 34 år, og i Torrevieja på Costa Blanca var snefaldet onsdag det første siden den 26. december 1926.

Torsdag morgen er der også meldinger om snevejr nær Malaga, og tidligere på ugen ramte sneen også det nordlige Afrika.

Snevejr i Torrevieja langs Costa Blanca på den spanske østkyst den 26. december 1926 (t.v.) og den 18. januar 2017 (t.h.)
Snevejr i Torrevieja langs Costa Blanca på den spanske østkyst den 26. december 1926 (t.v.) og den 18. januar 2017 (t.h.) Foto: Proyectro Mastral / Antonia J. Pamies / Twitter