Snevejret har nu ramt Bornholm - og snestormen er i gang

Sneen nåede ved 13.30-tiden frem til Bornholm - og inden for korttid vil 'Solskinsøen' være dækket af sne

Mens vinden blæste med kulingstyrke fra syd og temperaturen lå lige under frysepunktet kom den første sne ved 13.30-tiden frem til Bornholm.

De første snefnug gav med det samme snefygning - og fra webcam'et i TV 2 VEJRETs vejrbil kunne man se, hvorledes det hurtigt blev hvidt på hustagene (Følg den i link ovenfor). 

Snevejret breder sig nu ind over Bornholm og ventes inden for de kommende timer at kunne give op til 10 cm sne, der sammen med det blæsende vejr vil give kraftig snefygning.

Det er således starten på den snestorm, som venter Bornholm her i eftermiddagstimerne - indtil fronten ventes at passere ved 18-tiden i aften.

Indtil da må Bornholmerne regne med glatte veje og risiko for drivedannelse på øst-vestgående veje.

Onsdagens snestorm på Bornholm kommer i forbindelse med en front, der passerer Danmark fra vest. Over de østligste egne strømmer kold luft fra Mellemeuropa frem og giver således nedbør som sne.