Nyt blæsevejr på vej: Rammer Danmark med vindstød af stormstyrke

Et kraftigt blæsevejr har sat kursen mod Danmark og rammer med vindstød af stormstyrke. Det kan give restriktioner på trafikken på broerne.

Inddelingen af vindstyrker i Danmark

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Vi er inde i en vejrsituation, hvor det blæser kraftigt nogenlunde en gang om ugen, og nu er det blevet tid til det næste blæsevejr over Danmark.

Onsdag og torsdag har vi udsigt til vindstød af stormstyrke, hvor det især er de vestvendte kyster som er udsat.

Onsdag morgen er det allerede blæst kraftigt op fra syd og sydvest med risiko for vindstød af stormstyrke ved den jyske vestkyst og op gennem Storebælt, Øresund og Kattegat.

I løbet af onsdagen breder blæsten og de kraftige vindstød sig hen over landet fra vest mod øst, og det bliver ved med at blæse frem til torsdag eftermiddag.

Kan give restriktioner på broerne

Med kraftige vindstød fra syd til at begynde med onsdag morgen og formiddag, kan der meget vel blive indført restriktioner på trafikken på Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Sidenhen drejer vinden mod sydvest og vest, og så er det i højere grad trafikken på nord-syd-orienterede broer, som kan blive påvirket.

Forhøjet vandstand i Limfjorden

Flere dages kraftig blæst fra vest vil sende store vandmængder ind i Limfjorden gennem åbningen mod Nordsøen ved Thyborøn.

Især torsdag vil man kunne opleve forhøjede vandstande med de største vandstande i den vestlige del af Limfjorden.

I Kattegat vil man også opleve, at vandstanden vil være stigende i forbindelse med blæsten.

Blæsten kommer på sydsiden af et lavtryk, som vandrer hen over Sydnorge, og dermed ligner de kommende dages blæst 'Urd' mellem jul og nytår og blæsevejret i forbindelse med stormfloden i sidste uge.

Middelvinden vil dog med stor sandsynlighed holde sig på en hård vind til en stormende kuling med vindstød af stormstyrke, og dermed bliver der næppe tale om en storm, men et kraftigt blæsevejr.