Nu skal det afgøres: Hvilken vejrbegivenhed var årets største i 2016?

2016 har budt på masser af frygtindgydende og fascinerende, betagende og ødelæggende vejr. Hvilken vejr-begivenhed synes du har været årets største?

2016 blev atter et begivenhedsrigt år når det kommer til det danske vejr. Året bød på alt fra sne og kulde - sågar langt ind i foråret - til sol, sommer, torden, rekordvoldomme skybrud og ej at forglemme en storm, som året var ved at rinde ud.

Nu kan du hjælpe TV 2 VEJRET med at kåre årets vejrbegivenhed 2016. Stem blandt de fem nominerede begivenheder herunder - og læs mere om begivenhederne under afstemningsboksen. Vinderen kåres nytårsaftensdag.

Afstemning

1. Vinterkulde og usædvanligt snefald i april

Bedst som vi alle gik og troede, at det 'rigtige' forår var lige om hjørnet, så slog Kong Vinter i slutningen af april 2016 en sidste, proper næve og gav Danmark et kuldechok, som vi ikke havde set på denne årstid i årevis.

I dagene fra den 23.-27. april blev landet ramt af en bastant kuldebølge, der om morgenen den 24. april giver anledning til et spektakulært snefald omkring Lillebælt, hvor man mellem Kolding og Fredericia på få timer får hele 15 cm sne. 

Frem til og med den 27. april oplever Danmark flere steder snevejr, og også skypumper toner frem på himlen flere steder i landet, mens dagtemperaturerne forbliver usædvanligt lave for årstiden.

2. Tidlig sommer i maj

Trods den usædvanlige vinterkulde i slutningen af april, så var der ikke langt til den rigtige sommervarme. Det viste sig, da et vildt vejrskifte satte ind i løbet af fjorten dage hen over månedsskiftet. Allerede den 8. maj blev det 'rigtig' sommer i Danmark, da temperaturen nåede helt op på 25,1 grader.

Hue og vanter var byttet ud med shorts og solbriller, og årets første sommerdag, der var den tidligste af slagsen i ni år, kom sågar på en søndag, så de fleste danskere kunne nyde den i fulde drag. Maj blev i øvrigt som helhed en varm, tør og ret solrig måned.

3. Vildt uvejr sankthansaften - rekord-skybrud på Ærø

I juni blev Danmark i flere omgange ramt af uvejr med torden og skybrud, men det mest spektakulære af slagsen kom på selveste sankthansaften den 23. juni. Et område med kraftige tordenbyger trak efter en varm sommerdag op over især den sydlige og østlige del af landet.

Nogle af de steder i landet som blev værst ramt var Ærø og Langelnad. På Ærø faldt der under uvejret hele 60,2 mm regn, og da regnen kom hurtigst faldt der 5,4 mm regn på bare ét minut! Så megen regn har man aldrig før målt på ét minut i Danmark, så der var tale om ny rekord. På ti minutter fik man hele 29,2 mm regn, mens der på en halv time faldt 45,8 mm regn. Det kaldes skybrud, når der falder 15 mm regn på en halv time. Med andre ord blev Ærø sankthansaften 2016 ramt af tre-dobbelt skybrud. 

Også sankthansfesten i Karrebæksminde, som blev sendt på TV 2 Charlie, blev ramt af uvejret, hvor flere dele af scenen blev flået i stykker af regn og blæst.

4. Sommer i september - varmeste septemberdag i 69 år

16x9
Sådan så prognoserne ud om morgenen den 13. september 2016 for temperaturen i Sydvestjylland. Der var lagt op til en meget varm dag - og det blev det! Foto: TV 2 VEJRET

De fleste kan nok godt blive enige om, at sommeren 2016 var middelmådig. Men så er det jo godt, at september er lidt som en joker i ærmet. Årets første kalendermæssige efterårsmåned bød nemlig på masser af sommervejr.

Hele syv dage i september 2016 nåede temperaturen over 25 grader, og den sene sommervarme kulminerede, da man den 13. september i Vester Vedsted nær Ribe i Sydvestjylland målte hele 29,9 grader. Så varmt havde det ikke været i Danmark i september siden 1947, så der var i den grad tale om noget historisk. 

5. Stormen Urd 

16x9
Storm i Hirtshals den 26/12 2016 Foto: Vagn Andersen / Privatfoto

Tusindvis af danskere skulle til at rejse hjem fra jul hos familie og venner, da stormen Urd pustede sig op og ramte landet sent 2. Juledag. Vindstødene nåede storm- eller orkanstyrke i hele landet, men værst blev stormen i Nord- og Vestjylland.

Med en middelvindhastighed på 29,4 m/s (stærk storm) og vindstød op til 37,8 m/s (orkan) blev stormen værst i Torsminde på Vestkysten, men fra store dele af landet berettedes om væltede træer og flyvende tagsten. I Isefjorden og i Roskilde Fjord steg vandstanden til op nær 150 cm over normalen, hvilket medførte en stormflod

'Urd' blev den eneste storm, som ramte Danmark i 2016, og ud over at husere hos os så slog den også til på blandt andet Færøerne og i Norge.