Julestormen 'Urd' rammer Danmark i aften

Med vindstød op til orkanstyrke rammer stormen 'Urd' Danmark i aften. Nordjylland bliver hårdest ramt af stormen

Stormen 'Urd' er på vej mod Danmark og rammer os i aften og i nat.

Ifølge de seneste prognoser er det Nordvestjylland, der bliver hårdest ramt af julestormen med vindstød af orkanstyrke.

Stormlavtryk giver os 'Urd'

Det er et stormlavtryk, der fra Norskehavet i løbet af 2. juledag bevæger sig ind over Sydnorge og videre ind over Sverige, der giver os stormen 'Urd'.

Vinterlige byger med kraftige vindstød - allerede i eftermiddag

I første omgang er en koldfront passeret i nat - og efter den følger relativ kold luft med kraftige byger, som kan være med både hagl, slud og stedvis også torden.

I forbindelse med bygerne kan der allerede i eftermiddagstimerne forekomme kraftige vindstød af stormstyrke flere steder i landet.

Stormen rammer sidst på eftermiddagen og i aften

Det er dog først for alvor sidst på eftermiddagen og først på aftenen, at stormen 'Urd' for alvor rammer Danmark, når endnu en front fra nordvest slår ned over os.

Her vil vinden tiltage til fuld storm med over 24,5 m/s i Nordvestjylland og ned langs Jyllands Vestkyst - og der vil kunne komme vindstød af orkanstyrke.

Middelvind 2. juledag kl. 18. Stormen 'Urd' har her ramt hele Nordvestjylland og en stor del af Jyllands Vestkyst.
Middelvind 2. juledag kl. 18. Stormen 'Urd' har her ramt hele Nordvestjylland og en stor del af Jyllands Vestkyst. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Herfra breder stormen sig videre mod sydøst, mens den aftager lidt i styrke, så det kun bliver ude over Kattegat, man får regulær storm med vindstød af orkanstyrke.

Resten af landet får i aften- og nattetimerne hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Stormen er først for alvor passeret i løbet af de tidlige morgentimer, hvor den ventes at ramme Bornholm.

Send billeder af stormen 'Urd'

Send video af stormen 'Urd'