Det store overblik: Sådan bliver julevejret

16x9
. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Det bliver en blæsende og mild jul - få hele overblikket over vejret i juledagene

Der kommer kun enkelte snefnug efter jul - ellers er der ikke meget julestemning over det vejr, der venter os her i juledagene, som bliver regnfulde, lune og blæsende - flere dage endda med vindstød af stormstyrke.

Julen bliver præget af flere kraftige lavtryk, som skal passere tæt på Danmark - og de giver os den regnfulde og blæsende jul.

Lillejuleaftensdag - mest tørt og blæsende

Lillejuleaftensdag starter med ganske pænt vejr de fleste steder i landet med gode chancer for lidt sol og temperaturer, der når op mellem 5 og 7 grader.

I løbet af dagen frisker vinden dog noget op fra sydvest og bliver op til hård, og ved Jyllands vestkyst kan der fra sidst på dagen være op til kuling.

I løbet af aftenen kommer der udbredt regn fra vest - og det bliver blæsende. Ved Vestkysten kan der komme vindstød af stormstyrke.

Vejret lillejuleaftensdag
Vejret lillejuleaftensdag Foto: TV 2 VEJRET / TV 2

Juleaftensdag - kraftige byger og blæsende

Efter nattens regnvejr er passeret strømmer luft fra vest med byger ind over landet og giver os en ustadig juleaftensdag med byger, der stedvis kan være med hagl.

Temperaturerne vil ligge omkring 6-7 grader og vinde  vil være frisk til hård - ved Vestkysten stedvis endda op til kulingstyrke.

Vejret juleaftensdag
Vejret juleaftensdag Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Juledag - regnfuldt, mildt og blæsende

I løbet af julenat kommer et nyt regnvejr frem fra vest - og det giver udbredt regn frem til julemorgen, som bliver en våd affære i stort set hele landet.

Samtidig blæser det op fra sydvest med kuling til stormende kuling med vindstød af stormstyrke - og stedvis kan der komme vindstød af stærk storm.

Det bliver mest blæsende i den vestlige og sydlige del af landet.

Samtidig bliver det en regnfuld og lun 1. juledag med temperaturer op til 10-11 grader.

I løbet af aftenen og natten atter regn og byger fra nordvest.

Vejret juledag
Vejret juledag Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

2. juledag - blæsende med byger

Regn og byger, der er passeret i nattetimerne efterfølges af køligere vejr og atter blæsende vejr - denne gang fra nordvest og vest.

Det vil blæse med op til kuling med vindstød af stormstyrke, mens der kommer en del byger.

Nogle af bygerne kan være med slud og tøsne - og falde ved temperaturer på højest 4-6 grader. 

Vejret 2. juledag
Vejret 2. juledag Foto: TV 2 VEJRET / Grafik