Vendsyssel har fået vinterens første sne

16x9
Vinterens første sne i Taars i Vendsyssel den 6/11 2016. Foto: Daniel Christensen, TV 2 VEJRET / TV 2

Vinterens første sne er faldet - og den er kommet i Vendsyssel.

Vinterens første sne faldt søndag morgen i Vendsyssel, hvor man er stået op til bistert vintervejr.

En iskold nordøstenvind med vindstød af stormstyrke kombineret med et nedbørområde over den nordlige del af Jylland var ingredienserne i vinterens første snevejr.

Det ramte den centrale og vestlige del af Vendsyssel først, hvor man søndag morgen flere steder er stået op til et snedække med temperaturer lige omkring frysepunktet.

Den første sne blev blandt andet fanget af TV 2 VEJRETs vejrbil i Taars - men også flere andre steder i Vendsyssel er der søndag morgen meldinger om sne. Meldingerne kommer blandt andet fra Skallerup Klit og Hjørring.

Vinterens første snevejr kommer i år relativt tidligt. Det er fire år siden den første sne er faldet tidligere end i år. Sidste år skulle vi vente til den 21. november, inden vi fik vinterens første snevejr.  

Der kan dog godt falde sne endnu tidligere end vi ser det netop nu.

Ifølge DMI skal vi tilbage til 1952 for at finde det tidligste tidspunkt vinterens første sne. Dengang fik man i Jylland og på Fyn allerede den 14. oktober vinterens første sne.

I 1992 faldt vinterens første sne den 16. oktober og i 2003 lå der sne den 19. oktober.