Ikke kun varme: September nærmer sig solrig rekord

16x9
Solen har skinnet helt usædvanlig meget i september indtil videre - og det nærmer sig nu rekord Foto: Inger Nielsen / Privatfoto

Udover at være helt ekstrem varm, så har Solen skinnet så meget at september måned nærmer sig en ny rekord

De fleste har ikke kunnet undgå at bemærke at september indtil videre har været helt ekstrem varm - hvilket den også er.

Men ikke nok med at vi har kunnet nyde sommervarme og hedebølge, så har Solen også skinnet helt usædvanlig meget i årets første efterårsmåned. Til og med den 26. september har DMI på landsplan registreret hele 184 timer med solskin, og det er allerede en voldsom overskridelse af de 'normale' 128 timer som septembersolen plejer at skinne.

Med fire døgn tilbage af september - inklusiv i dag - så vil soltimeantallet stige endnu, og måske nærme sig 200 timer. I så fald så vil september i år ikke alene nærme sig en temperaturrekord, men også rekord i flest solskinstimer.

Den mest solrige september til dato skal vi blot 14 år tilbage for at finde. Dengang i 2002, skinnede Solen i 201 timer. Alene i de sidste 14 år har vi september tre gange budt på ekstreme solskinstimer - senest i den rekordvarme september 2006, hvor vi kunne nyde solskin i 188 timer.

Derfor er det allerede nu sikkert at september blander sig i toppen af de mest solrige af sin slags i dansk vejrhistorie - en historie der går tilbage til 1874.

Samtidig er der også blot faldet 22 mm regn i september indtil videre, og på trods af udsigt til et par våde døgn forude, så kan september meget vel ende med at blive den tørreste siden den netop rekordtørre september i 2002, hvor der dengang faldt 31 mm regn.

Den tørreste september der er registreret i Danmark, skal vi 83 år tilbage for at finde - i 1933 faldt der nemlig kun 18 mm regn i løbet af hele måneden.