Vild rekord: Så meget regn er der aldrig registreret på et minut

Regnen faldt i går i så stride strømme på Ærø, at man aldrig har registreret så meget nedbør på et enkelt minut i Danmark.

Det var et historisk skybrud, som i går, sankthansaften, ramte Ærø. Med 60,2 mm fik man mere en hele junis normale nedbør på få timer på øen i det Sydfynske Øhav, og kigger man på nedbørens intensitet dukker de historiske dimensioner for alvor op.

Tidligere på dagen kiggede vi her på TV 2 VEJRET på nedbørintensiteten hen over 10 minutter, og her afslørede tallene fra Ærøskøbing Renseanlæg, at der faldt hele 29,2 mm.

Højeste 1-minutsintensitet - tredjehøjeste 10-minuttersintensitet

Den mængde gjorde skybruddet til det tredjekraftigste i 17 år målt på 10-minuttersintensiteten - kun overgået af skybrud, som ramte Gråsten den 20. august 2007 og København den 2. juli 2011.

Nu har DMI imidlertid undersøgt 1-minuttersintensisteten i det ‘ærøske’ skybryd sankthansaften, og det er helt uhørte tal, som dukker op.

Den højeste intensitet hen over et enkelt minut var 5,4 mm, hvilket gav anledning til en ny rekord. Aldrig har DMI nemlig tidligere registreret så meget regn på så kort tid.

Ind til i går var det et skybrud, som ramte Rønne den 12. august 1993, der havde intensitetsrekorden på 4,4 mm/minut efterfulgt af Farum den 2. august 2000 med 4,0 mm/minut.

For at kunne blive klassificeret som et skybrud, skal der falde 15 mm på 30 minutter. På Ærø faldt der hele 45,8 mm på en halv time, og dermed var der tale om et tredobbelt skybrud - med en hidtil uhørt høj 1-minuttersintensitet.