Sjældent syn: Delfiner springer rundt i dansk havn

Tidligere i dag fik nogle sig et ganske usædvanligt syn, da frejdige delfiner sprang rundt i bassinet i en dansk havn.

Det var i Nyborg, at Peter Nielsen sammen med sin hustru og børn kunne opleve et sjældent syn af vaskeægte delfiner, som sprang rundt i havnen.

Peter fortæller til TV 2 VEJRET, at han mødte ind på arbejdet på havnen i Nyborg til synet af to legende delfiner i havnebassinet.

Han skyndte sig straks at hente sin hustru og to børn, så de også kunne få lov til at opleve det fantastiske syn, og Peter nåede i farten at få taget billedet her.

Delfin i Nyborg Havn fredag den 6. maj 2016.
Delfin i Nyborg Havn fredag den 6. maj 2016. Foto: Peter Nielsen / Peter Nielsen

Samtidig var Henning Bartel klar på havnen til at filme de to delfiner i fri leg, og det blev til videoklippet, som vises her over.

En vaskeægte delfin

TV 2 VEJRET har været i kontakt med Fjord & Bælt i Kerteminde, og de bekræfter, at der er tale om delfiner, og ikke de i vore farvande ellers mere kendte marsvin.

At det er en delfin på billedet, ser man i høj grad ved, at den springer op over vandoverfladen. Det vil et marsvin ikke gøre.

Delfiner var også på besøg sidste år

Sidste år oplevede vi også to legesyge delfiner i vandene omkring Fyn, og det sker i ny og næ, at havpattedyrene, som ellers hører hjemme under sydligere himmelstrøg, forvilder sig op i vores område.

Delfinerne er meget tilpasningsdygtige, og derfor kan de sagtens trives i danske farvande, udtalte biolog Carl Christian Kinze til TV 2 sidste år.

Havtemperaturerne er i øvrigt en smule varmere end normalt for årstiden i bl.a. Storebælt, så måske er det derfor, at delfinerne boltrer sig i Nyborgs havnebassin.