Se billederne: Imponerende nordlys over Færøerne

16x9
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016 Foto: Finn Larsen

Et imponerende nordlys kunne søndag aften ses fra Færøerne, hvor det blafrede i røde og grønne farver hen over øerne ude i Nordatlanten.

Billederne her på siden er taget af Finn Larsen i Torshavn søndag aften, hvor en geomagnetisk storm af klasse 3 - på en skal fra 1 til 5 - ramte Jorden og ved mødet med Jordens magnetfelt opstod der nordlys.

Den kraftige geomagnetiske storm udløste et kraftigt nordlys, som på Færøerne så imponerende ud. Nordlyset kunne også ses mange andre steder - og var så kraftigt, at der søndag aften og natten til mandag blev set nordlys langt ned i Europa.

I Danmark var det overskyet i det meste af landet - men i den sydlige del af Jylland klarede det lidt op, så man også her kunne se det flotte nordlys.

Aftenens og nattens nordlys opstod efter elektrisk ladet plasma for et par dage siden blev revet løs og dannede et hul i Solens korona.

Den elektrisk ladede sky af plasma er med stor fart blæst ned mod Jorden - og gav i aftes i nat den geomagnetiske storm, som med klasse 3 var af en sådan kraft, at den kunne give nordlys på vore breddegrader.

Når en sådan plasmasky møder Jordens magnetfelt sendes de elektrisk ladede partikler primært mod Jorden i et bælte (nordlysringen) hen over de nordlige breddegrader, hvor de går i forbindelse med iltatomer i den ydre del af atmosfæren og udsender fluoriserende lys i røde, violette og grønne farvenuancer - som vi på Jorden kan se som nordlys.

Er den geomagnetiske storm kraftig, så kan nordlysringen nå langt mod syd - og man kan som det var tilfældet i aftes og i nat se nordlys i Danmark - og endda endnu længere mod syd. Og hen over Sydskandinavien og Færøerne kan man se nordlys, som man ellers kun kan se det længere mod nord.

Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016 Foto: Finn Larsen
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016 Foto: Finn Larsen
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016
Nordlys over Torshavn på Færøerne den 6/3 2016 Foto: Finn Larsen