Flot fredag: Her får man mest sol dagen igennem

Øverst: Prognose for skydække og nedbør fra kl. 6 til 18.

Efter en række dage med byger hist og her kan vi nu se frem til en dag med tørvejr de fleste steder, og så er det med at finde solbrillerne frem, for vejret bliver også ganske smukt.

Til morgen er det endnu delvist skyet i de sydlige og østlige egne, især omkring Østersøen, men i løbet af morgentimerne klarer det også op på de kanter.

I resten af landet er det klart fra morgenstunden, og langt de fleste steder fortsætter det sådan, så der er udsigt til en smuk dag med en del sol og kun få skyer som pynt på den blå himmel.

Vest- og sønderjyderne er dog fortsat udsat for drivende skyer fra Nordsøen, men der vil være færre end i de foregående dage, og der er kun en lille risiko for en enkelt byge på de kanter.

Efter en klar nat ligger temperaturen på -3 til 3 grader til morgen, og ved solens hjælp får vi alle omkring 5 grader i eftermiddag, mens vinden vil være let til frisk fra en vestlig retning.

Kan man finde lidt læ for vinden i dag, vil det måske ligefrem kunne føles helt forårsagtigt, for der er efterhånden mærkbar varme i solens stråler.