Tæller du rigtigt? Så langt væk er tordenvejret

Øverst: Da lynet slog ned til ridestævnet Haflinger DM syd for Aarhus den 14. august 2015 var lynet kun mellem 100 og 200 meter væk fra fotografen.

Øverst: Da lynet slog ned til ridestævnet Haflinger DM syd for Aarhus den 14. august 2015 var lynet kun mellem 100 og 200 meter væk fra fotografen. Det viser den meget korte tid mellem lynnedslag og tordenbrag på kun ca. et halvt sekund.

Det rumler, man ser et stort lysglimt - og så kommer braget.

Regn og torden har ramt Danmark flere gange i løbet af sommeren - senest med årets kraftigste skybrud i dele af landet i mandags.

Og nogle gange kan der gå helt sport i at tælle får, ølkasser - eller bare sekunder - mellem lysglimtet fra lynet og det efterfølgende tordenbrag.

For de fleste ved, at man på den måde nemlig kan beregne afstanden til lynnedslaget, og selvom mange af os betegner det som børnelærdom fra de mindste skoleklasser, så er der også mange af os, som gør det helt forkert.

Så lad os slå det fast med det samme: For hver 3 sekunder der går imellem lyn og tordenbrag, er tordenvejret - eller rettere lynet - ca. 1 kilometer væk. 

Det anbefales altid at man søger ly for torden, så snart man kan høre den første rumlen.

(artiklen fortsætter under billedet)

For hvert 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget, er tordenvejret ca. 1 kilometer væk
For hvert 3 sekunder der går mellem lynet og tordenbraget, er tordenvejret ca. 1 kilometer væk Foto: TV 2 VEJRET

Det skyldes, at lyden bevæger sig med ca. 340 m/s igennem luften. Når et lyn slår ned opvarmes luften så hurtigt, at der opstår en 'chokbølge' som bryder lydmuren og dermed skaber tordenbraget.

Lyden fra tordenbraget udbreder sig igennem luften med ca. 340 m/s svarende til 1225 km/t, så efter ca. 3 sekunder når lyden fra tordenbraget frem til områderne, der befinder sig én kilometer væk fra nedslaget.

Slår lynet ned tæt på vil man høre en stort og skarpt brag, som om luften nærmest 'flækkes'. Er lynet længere borte hører man typisk en dyb rumlen over flere sekunder. 

Lyn, der er over 15 km væk, kan sjældent høres - men kan det alligevel ses, taler man om kornmod.

Den skarpe læser vil sikkert studse over, at vi her ikke har nævnt noget om hastigheden af lyset fra lynet - og det skyldes simpelthen, at lyset bevæger sig så hurtigt, at det ikke behøves at blive taget med i betragtning.

Lyset bevæger sig med en hastighed på ca. 300.000 kilometer pr. sekund eller omtrent 880.000 gange hurtigere end lyden.

Dermed vil lyset fra lynet kunne have bevæget sig over en afstand svarende til over 22 gange rundt om jorden inden tordenbraget kan høres bare én kilometer væk.